Siden foråret for alvor er indtruffet i Danmark, har der ikke været mange dage uden sol på himlen. Nu får man en ny mulighed for at nyde en is til sin gåtur i Kanalbyen, alt i mens man spejder ud over skønne Lillebælt. Fredericia Ishus slår dørene op til virkelig god is, og i denne tid også god afstand.

Rene Patrzalek og Tommy Jensen er gået sammen med det fælles mål at skabe et ishus med plads til hygge og selvfølgelig god is. De slår nu dørene op for en lidt mindre udgave af konceptet på grund af Corona. Fra åbningsdagen frem til myndighedernes oplukning af Danmark vil det kun være muligt at købe is, kaffe og diverse andre drikke være som take away.

“Vi er meget glade for at kunne slå dørene op nu. Vi har længe glædet os til at vise Fredericia vores nye ishus, for vi er selv meget stolte af resultatet. Vi vil servere et udvalg af forskellige former. Vigtigst er selvfølgelig is, der har vi is i alle typer og former. Hos os kan man både få en gammeldags isvaffel, softice, pindis og laktosefri is”, siger Tommy Jensen og fortsætter:

“Så er der drikkevarer, det skal også til på en solskinsdag. Vi kommer til at servere kaffe med friskkværnede hele bønner, så man opnår en fantastisk smag. Så har vi selvfølgelig også en varm kakao, sodavand, specialøl, milkshakes og irish coffee. Det er heller ikke sådan, at vi er færdige med at sætte udvalget. I denne tid kan vi ikke åbne for alle vores tanker, fordi det skal være take away. Men vi vil vokse med opgaven og følge efterspørgslen”.

Rene Patrzalek og Tommy Jensen. (Foto: Fredericia AVISEN)

“Når Coronapandemien er slut, så kan man godt forvente sig meget af Fredericia Ishus. Vi har som mål at skabe en hyggelig atmosfære med plads til sjov og leg. Vi vil sørge for, at der kan være hygge i den danske sommervarme. Duften af friskbagte vafler vil brede sig, for vi bager dagen lang. Når mennesker igen må mødes har vi indkøbt en række borde-bænkesæt, som vi har fået lov at stille langs kajen”, fortæller Tommy.

“Selvom vi er kede af ikke at kunne åbne helt op nu, så er vi klar over at der er større problemer i verden. Vi har stor respekt for myndighedernes anbefalinger og sikrer den nødvendige afstand på pladsen, så vi kan mindske smittespredningen. Men der er også andre store problemer i verden. Derfor er både Fredericia Ishus og Havegrillen sponsorer på Team Rynkeby, fordi vi gerne vil hjælpe”, siger Tommy.

“Sammen med Havnegrillen har vi nu alle typer af is indenfor få meter, så jeg kan ikke se en undskyldning for ikke at komme forbi”, lyder det afslutningsvist med et grin fra Tommy Jensen.

Fredericia Ishus kommer til at være åben gennem hele sommeren, men i denne tid har de ikke låst sig fast på åbningstider. Men når vi endelig kan samles igen kan man fra 16-21 alle hverdage få en lækker is – og fra 12-21 i weekenderne. For at følge nyheder, men også dagens åbningstider hos Fredericia Ishus kan man tjekke deres facebookside her.

Skriv et svar