Der sker mange ting i Fredericia Idrætscenter for tiden. Spørgsmålene er mange. Hvad sker der med Café FIC, hvad sker der med træningscentret, hvad sker der med de kommende padelbaner? AVISEN har talt med Leder af Madsbyparken, Kasper Findahl, som svarer på de mange spørgsmål.

Forskellige entreprenører er igang omkring Fredericia Idrætscenter og Monjasa Park. FIC får en makeover med ny facade ved svømmehallen og indvendige moderniseringer, og stadion får blandt andet en ny tribune.

Arbejdet er i fuld gang, og det første, der møder en, når man går ind ad indgangspartiet til Fredericia Idrætscenter, er træplader foran det nu gamle indgangsparti til Café FIC.

Håndværkerne er i sving i Café FIC. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Men hvad er planen med caféen? Det lagde vi ud med at spørge Kasper Findahl.

“Vi lukker svømmehalsreceptionen og flytter den op i den nuværende café. Derfra kommer vi til at drive reception og café. Vi kommer til at sælge ganske normal kaffe, kaffespecialiteter, sodavand, slushice, sandwich, panini og salat i dagligdagen,” siger han og kommer ind på mulighederne i caféen, når der er sportsarrangementer:

“Man kan sætte sig derind og købe øl, sodavand osv., når FHK spiller på hjemmebane. På udvalgte aftener har vi dagens ret. Hvis man holder arrangementer her vil vi komme til at have forskellige tilbud, som man kan tilkøbe med mad udefra. Der vil være 3-4 forskellige muligheder, hvor det er alt lige fra gourmet til en almindelige buffet,” forklarer Kasper Findahl.

Café FIC har igennem flere år givet underskud, og det er en del af forklaringen bag det nye tiltag, fortæller Kasper Findahl.

“Vi er nødt til at gøre noget i forhold til økonomien. Der er stor forskel på hverdagen herude og når der er events, og derfor skal konceptet tilpasses.”

Flere udendørsaktivteter

Gulvet skal udskiftes i træningscentret. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

En af de nye ting i Fredericia Idrætscenter bliver, at træningscentret får nyt gulv og derfor er fitness for en stund flyttet ned i hal 6. Når det er på plads, så rykker det tilbage i det gamle, og i den gamle lounge over svømmehallen kommer der som noget nyt et koncept kaldet eGym. Der tilpasses maskinerne til brugeren på forhånd ud fra data, som der er tastet ind på forhånd.

“Vi henvender os til en bred målgruppe, og har mange medlemmer. Vi har brug for at udvide kvadratmeterantallet, som bliver dobbelt så stort og har valgt at tilbyde en ny træningsform. Det henvender sig blandt andet til dem, der skal genoptræne, men der er også andre, som bare synes det er et fedt koncept,” siger Kasper Findahl.

En af de helt nye ting, der kommer, er et helt nyt udendørs areal foran hovedindgangen. Blandt andet kommer der en løbebane, som man kan se på illustrationerne herunder:

Der sker flere ting udenfor. En af de hurtigst voksende sportsgrene i hele verden, padeltennis, bliver en del af sortimentet, da der opføres to udendørs padelbaner foran Monjasa Park og i forlængelse af dem kommer der en beachbane, der kan bruges til volley, håndbold og fodbold.

“Padelbanerne bliver i ren glas. De bærende elementer bliver aluminium, og vi har sørget for, at det bliver det bedste underlag og at der kommer lys på banen,” siger Kasper Findahl.

Banerne bliver udendørs, og det er et helt bevidst valg.

“Hvis vi skulle lave det indendørs, så ville det kræve, at vi tog en af de nuværende haller i brug og lavede det inde i dem, men med den aktivitet vi har, vil vi ikke kunne undvære en hal,” siger Findahl og fortsætter:

“Vi har talt om vi skulle lave en overdækning udenfor, men der er ikke belæg for at opføre en hal udenfor. Vi har valgt ikke at lave overdækning, da det ikke vil passe ind med stadionet i baggrunden.”

Omklædningsrummene i kælderen får en stor renovering. Blandt andet er der kommet nye brusere, bænke og radiatorer. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Udover de nævnte ting modernes omklædningsrummene blandt andet. Derudover er lamperne i hallen blevet udskiftet til energibesparende LED-lamper og så kommer der en helt ny facade til svømmehallen.

Lørdag afholdes der åbent hus i Fredericia Idrætscenter, hvor man kan høre mere om de forskellige ting i Fredericia Idrætscenter. Læs mere om det her.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer