Jeg har længe som kulturredaktør haft lyst til at skrive et opråb, ikke sådan, at jeg er bedre vidende end alle andre, tværtimod så er jeg en følsom sjæl med et stort hjerte bankende for fæstningsbyen. Før jeg startede på Fredericia AVISEN, var jeg også en offentlig person og kunne måske godt forstå, når nogen havde en mening om mig, eller en anden måde at forstå tingene på.

Denne artikel handler ikke om mig, men om måden vi mennesker kommenterer på de sociale medier. Er vi nogle gange for hurtige på aftrækkeren? Læser vi mere end overskriften eller ser vi kun billedet? Er vi klar over, at det vi skriver kan stå der for evigt? Der er mange spørgsmål, der rumsterer i mit hoved og jeg vil prøve at komme med nogle eksempler uden at virke dømmende. Det er ikke et problem opstået i Fredericia eller isoleret her, men vi kan starte med at ændre den negative kultur og være et forbillede for andre byer.

Jeg har været på Fredericia AVISEN i over to år, jeg er blevet truet på livet, ja faktisk fra en rigtig profil. Jeg er blevet truet med tæv og er blevet beskyldt for at lyve, faktisk alene af den grund, at jeg passer mit arbejde ligesom en skraldemand, der går på job. Jeg vil prøve at komme med nogle eksempler, og så kan man vurdere om man ville skrive det samme, eller tage det til efterretning, hvis nogen man kender skriver sådan.

Vi starter i det bløde, ja faktisk et naturbillede som kan få en hård medfart. På Fredericia AVISEN bringer vi stort og småt fra lokalområdet, og Facebook er del af vores daglige udgivelser. Her benytter vi vores coverfoto til at følge årstiderne. Da efteråret viste sine tegn og byens smukke træer indenfor Voldene begyndte at smide bladende, tog vi et billede og lagde op. Det er et billede som de fleste i Fredericia ville kunne kende.

Efteråret har ramt Fredericia. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Dette billede udløste en kommentar om, at Fredericia Kommune skulle komme ud og feje cykelstierne. Altså et stemningsbillede kunne fremkalde, at kommunen ikke gjorde deres arbejde godt nok. Men den modtager man ønsker at komme i dialog med er ikke i tråden og vi er ikke kommunen. Det er en meget lille ting, men det falder godt i tråd med de eksempler, jeg kommer med.

Lang tid før Fredericia AVISEN så dagens lys, har de trykte medier bragt politirapporter og pressemeddelelser. Faktisk er flere aviser næsten kun pressemeddelelser og helside og halvsideannoncer. Lad os starte med krimidelen og politirapporter. Her er der daglige telefonbriefinger, hvor alle de journalister som er interesseret i politirapporterne sidder klar, nogle med blok andre skriver direkte på deres computer. Vi skriver på computer og ikke i stikordsform, det er vigtigt at formidle budskabet, så præcist som den vagthavende afgiver de forskellige episoder. Vi skriver ikke noget som Politiet ikke har sagt, men oplever ofte at blive kontaktet af implicerede borgere, eller se kommentarer om, at vi er fulde af løgn. Det kan føre til trusler og lignende ved at citere politiet. Vi oplever sågar at blive kaldt idioter, elendige journalister, løgnere og uduelige ved at citere politiet korrekt.

Det er typisk folk som skriver fra deres egen privat profil, men hvorfor har man brug for det? Hvad er det der kan få folk så meget op i det røde felt over de her politirapporter?

Et arkivfoto fra Fredericia AVISEN

Når man har en avis, så er der nogle gange, hvor man bruger arkivfotos, det kan være et motiv man ikke lige har mulighed for at tage billeder af. Det er ikke noget, vi har opfundet for at irritere borgere, vi har taget mange billeder af politibiler, så vi ikke altid bringer det samme. Det har også flere gange vakt stor vrede i kommentarfeltet, når en politibil har været afbilledet som på billedet her. Det kunne være at en af de fem ting, der har været optaget i døgnrapporten var et butikstyveri i Gothersgade, lad os komme med eksemplet, at det måske var foregået i BT Centralen. Så kunne kommentarerne blive, “Det er typisk Fredericia AVISEN ikke at have styr på en skid, bilen holder foran Normal, de skriver BT Centralen”, næste tagger måske en og skriver, “se hvad jeg siger, de er nogle lorte journalister”.

Borgmester Jacob Bjerregaard klipper snoren hos Jutlander Bank. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Det kan være, at vi bringer en artikel som er en pressemeddelelse fra kommunen, eller er ude at dække et kommunalt arrangement, det kan også skabe vrede kommentarer. Vi kan blive beskyldt for at være en socialdemokratisk avis, og købt af Jacob Bjerregaard. Sådan et billede her her kunne udløse kommentarer omkring, at de ældre mangler noget, eller at stofmisbrugeren har brug for hjælp. Det er byens borgmester som markerer, at der åbner et nyt pengeinstitut i en ikonisk bygning, som nemt kunne have endt som lejeboliger. Vi har et demokratisk valgt byråd, hvor Jacob Bjerregaard har fået et næsten uhørt stort antal stemmer, så ud af 21 medlemmer er der 13 socialdemokrater. Jeg stemmer ikke selv på Jacob Bjerregaard eller andre socialdemokrater, men jeg ser det som min opgave at dække byens arrangementer. Læser man andet en overskifter og ser billeder på Fredericia AVISEN ville man vide, at er der nogen der i satirens tegn elsker at spidde vores borgmester, så er det undertegnede.

Andre synes også, at vi bringer for meget med Susanne Eilersen, men hun er byens Viceborgmester og er derfor også aktiv til mange arrangementer. Der sker faktisk mange gode ting i Fredericia dagligt, det bliver vi ved at bringe også, hvis næste borgmester skulle blive Rasmus Paludan. Det er selvfølgelig for at sætte tingene lidt i perspektiv, men vores politikere er folkevalgte og vi bringer de nyheder, der er i byen og vores avis er åben for læsebreve og historier, men de største kritikere vil ofte ikke stå frem med deres historier, og vi bringer dem ikke uden kilde.

Det er lidt i samme boldgade, når vi bringer historier om Fredericia Teater eller Kanalbyen. Lad os starte med teateret, hvis det skulle være gået nogens næse forbi, så yder Fredericia Kommune et stort tilskud. Det har aldrig været hemmeligt eller forsøgt skjult og da vores byrådspolitikere næsten alle er enige i tilskuddet, så er vi igen tilbage til de folkevalgte. Ligesom når det kommer til Jacob Bjerregaard, så er Søren Møller god til branding, det kan selvfølgelig være svært at måle på kendskab og branding, men at teateret skaber overskrifter er indiskutabelt.

Søren Møller
Teaterchef Søren Møller var Ugens Kurt. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Det kan for nogle borgere være svært at acceptere og flere opslag bliver ramt af frasen, “det er vores penge”, “skal de snart have flere penge”. Det er os som borgere der stemmer på de personer, der er i byrådet, en stemme er mere værdifuld end en hadefuld eller ikke konstruktiv kommentar.

Den samme tendens ser man ved det store prestigebyggeri, kaldet Kanalbyen, en ny bydel er ved at skyde op, den skal være eksklusiv og er godt hjulpet på vej af fonde. Fonde har også en stor andel i at vores midtby bliver fornyet tilbage til det gamle, om man kan bruge sådan en formulering. Vi kan starte med byfornyelsen, da vi skrev om de nye vejskilte, der var alt for mange som kun læste overskriften og så billedet, kritikken haglede ned over kommunen. “Hvordan kunne man bruge så mange penge på sådan noget lort, når de ældre ikke havde det godt?”, i artiklen stod der, at pengene var doneret af AP Møllers Fond.

Skilte som blev doneret til byen. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Kanalbyen er i gang med at skyde op, det går hurtigere, end jeg havde troet, jeg elsker at skrive artikler om den nye bydel. Fornyeligt skrev jeg en artikel om udlejningsejendomme sammen med Danbolig. Det var en fed oplevelse at se specielt Kongens Punkt, men igen blev kommentarerne gennemsyret af, “Det er pissegrimt, byg da noget ordenligt”, “Der er der sgu da ingen mennesker, der har råd til at bo?”. Men hvem har sagt, at jeg eller du skal bo der?, Fredericia er inde i en stor transformation og hvis vi ikke smider janteloven væk og tror på, at vi er noget, så kan vi lige godt bare give op og kalde os for en Morfinby og selv finde exit. Al udvikling kræver ofre og i mine øjne skader det ikke nogen, at fonde og kommunale midler er med til at trække os op i en ny liga.

Hvis Kanalbysprojektet ikke blev realiseret, hvis de store cruiseships ikke kom, hvis der ikke var så stærkt et teater, hvis ikke vi kunne præstere i de bedste ligaer, så blev vi i højere grad et sted man bare kørte forbi. Jeg vil tale pænt om min by, jeg vil drømme om mere, vi er gode nok og vi passer på hinanden store og små, fattige som rige. Vi skal også have et fæstningscenter, et nyt teater, et ny fordboldstadion, måske en kæmpearena, en ting er sikkert begrænser vi hinanden og drømmer for småt, så vågner vi alene og forladt som Fredericia føltes, da jeg flyttede her til i startnullerne.

Minderne fra Kemira popper op i Kongens Punkt. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Vi kom langt omkring, men det jeg ville sige, lad os tale ordenligt om og til hinanden. Lad os læse mere end overskriften, før vi tænder af. Det er hverken et politisk, journalistisk, eller computerskabt problem, det er og vil altid være dig der sidder bag ved din profil og skriver. Tænk over det næste gang du skriver, lad os fra Fredericia blive det gode eksempel, med argumenter og ikke svinere.

Www.eventc.dk

4 KOMMENTARER

  1. Hej Thomas og Fredericia Avisen.
    Tusind tak for virkelig underfundig (raffineret) og vel skrevet artikel om: Fredericia – Hop ud af den negative spiral.
    Når jeg skriver underfundig, så mener jeg at i virkelig har skrevet og gjort en forskel igen og tusind tak for det. Det er så dejligt når tabloid skriver nogle raffinerede indslag og bearbejder nogle dagligsdags problemer som vi jo nok alle har oplevet. Keep it comming 🙂 og tak for jeres arrangement i Fredericia.

  2. En passant og så hopper vi lige over til noget alternativt.

    Stop den negative spiral er lidt af et mantra så jeg vil gerne opfordre til at tage modet og hop ud i alternative tanker.

    Ofte får vi ikke de reaktioner vi forventer når vi får kommentarer på de sociale medier og selv en avis må forvente både at få positive og negative kommentarer.

    Jeg har blandt andet deltage i debatten om at Teater Malstrøm ikke betalte husleje for at benytte det Bruunske Pakhus, men da jeg oplyste at Fredericia Teater ligeledes havde en aftale om fritagelse for at betale husleje i bedre lokaler blev jeg blokkeret. Gratis husleje kommer vel oven i tilskuddet til Fredericia Teater, så det bør vil afdækkes? Hvad koster det at have Fredericia Teater på budgettet inkl. alt er vel ikke noget vi ikke må vide, når der nu er politikkere, der gerne vil give mere endnu?

    En ensidige ukritisk dækning af en historie vil netop altid skabe en anledning til debat. Om de skaber en negativ spiral eller giver mod til at tænke alternative tanker vil være afhængig af læserne.

    Debat eller diktatur, så vil man som journalist opleve at et billede siger mere end 1000 ord og derfor kan få reaktioner fra læsere, der kun ser billederne.

    Sørg derfor for at alle billeder er forsynet med en forståelig tekst, så vil alle der har prøvet at falde på et glat eftersårsfortov forstå at det kun er efteråret der er faldet. Der vil blive fejet og ryddet op efter efteråret.

    At udvikling kræver ofrer, så vil jeg personligt kæmpe for det jeg ikke ønsker at ofre selv imod et næsten uhørt stort antal stemmer. Jeg er hoppet ud i alternative positive tanker og gider ikke gå rundt i en negativ spiral.

    Sandheden kan godt være ilde hørt, men hvis man læser kommentarer som strøtanker og ideer, så er der skabt en micro udvikling med en lille kommentar fra en enkelt læser. Det er ofte i de få kommentarer at jeg finder de store ideer og det gør mig engageret.

    Hvis Fredericia er byen for alle, så er den også for mindretallet. Det er sådan en by jeg ønsker at bo i.

  3. Set ud fra en faglig journalistisk vinkel, er er det edderhugme dårlig journalistik Thomas Lægaard står for i det her debatindlæg, nu ved jeg ikke om han er uddannet journalist, med den form for journalistik er ikke det man lærer på journalisthøjskolen i Århus.

    Uafhængig og kritisk presse er vigtigere end nogensinde, ja det udtalte en socialdemokratisk statsminister i 2015, det giver jeg hende ret i.

  4. Drømme koster penge, og det er dem Fredericia ikke har.

    Thomas Lægaard skriver:

    “Hvis Kanalbysprojektet ikke blev realiseret, hvis de store cruiseships ikke kom, hvis der ikke var så stærkt et teater, hvis ikke vi kunne præstere i de bedste ligaer, så blev vi i højere grad et sted man bare kørte forbi. Jeg vil tale pænt om min by, jeg vil drømme om mere, vi er gode nok og vi passer på hinanden store og små, fattige som rige. Vi skal også have et fæstningscenter, et nyt teater, et ny fordboldstadion, måske en kæmpearena, en ting er sikkert begrænser vi hinanden og drømmer for småt, så vågner vi alene og forladt som Fredericia føltes, da jeg flyttede her til i startnullerne.”

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her