Fredericia Håndboldklub skulle i dag op imod de formstærke fynboer fra Otterup HK. Otterup HK startede sæsonen katastrofalt, men har sidenhen fået både ny træner og gejst. De sidste fire kampe er holdet noteret for syv point, hvilket bekræfter styrken. De to hold har spillet mod hinanden et hav af gange gennem årene, og sejrene er godt fordelt mellem de to hold. Kampene er kendt for at være tætte og blive afgjort i de sidste sekunder. 

Fredericia Håndboldklub tabte efter en elendig første halvleg i sidste runde ude mod Team Sydhavsøerne, hvor Fredericiaholdet dog var tæt på et mirakuløst comeback. Fredericia HK havde i dagens kamp også den nye stregspiller Rasmus Meyer Ejlersen i truppen.

thansen ARENA er i gang med en kæmpe renovering og udbygning, så kuliserne til dagens kamp var ændret til en rå byggeplads med støvvæg gennem hallen, hvilket betød færre tilskuerepladser. Det gjorde ikke stemningen mindre intens.

Fredericia HK lagde bedst ud. Der blev revet og flået i trøjer i begge enders forsvar, som begge var tændte og leverede flotte parader, når skytterne slog sig løs.

Første FHK-mål kom, da Kasper Young sled sig igennem, og herfra kørte FHK-vognen med en række flotte mål fra distancen af playmaker Frederik Krarup og Rune Andersen, men også en et par kontraangreb gav mål.

Efter 10 minutter kunne Fredericia HK bringe sig foran med 7-4, da Rune Andersen hoppede højt og udplacerede Otterups keeper. De næste 10 minutter bød på en stillingskrig, hvor Otterup de første fem minutter kom tættere på hjemmeholdet, men et par gode aktioner af Jacob Kühne, Christian Wetche og Andreas Madsen bragte Fredericia HK foran med 13-9, hvilket fik Otterup HK til at tage timeout.

Både Fredericia og Otterup leverede de første 20 minutter et hurtigt, men også stressende angrebsspil, der til tider medførte både angrebsfejl og skud et godt stykke forbi mål, men drama manglede vi bestemt ikke.

Timeouten hjalp dog på ingenmåde for udeholdet, der gik frem i et 4-2 forsvar. FHK vandt de næste tre minutter med 3-0, blandt andet med flotte mål af Jimmi Elmgaard, som udnyttede en glidende aflevering fra Jacob Kühne til perfektion med en lækker skruebold, som trillede sikkert i mål.

Otterup HKs agressive 4-2 forsvar fik dog taget pusten af FHKs angreb de sidste fem minutter af første halvleg, men det forhindrede ikke Kasper Young i at løbe sig igennem ud mod fløjen og score til 19-13. Det gjorde han igen til 20-14 med sin femte scoring. 20-14

Hård anden halvleg med fight og tæsk

Anden halvleg var få minutter gammel, da Jimmi Andersen på målet leverede en fremragende dobbeltredning og sendte bolden i kontra med mål til følge. 20-14 blev til 23-15. Jacob Kühne blev slået voldsomt i gulvet og måtte forlade banen, gående groggy mod omklædningsrummet. Otterup fik en to-minutters udvisning for den voldsomme forseelse. En kendelse, som ikke mange i thansen ARENA forstod. Få minutter senere var det Jimmi Elmgaard, som måtte en tur i gulvet. Begge spillere kom dog retur til bænken – Kühne blinkende med harpiks i øjet. Efter 40 minutter stod der 24-17 på måltavlen.

Stimen med vanvittige 20-hjemmeholdsmål i første halvleg kunne FHK ikke hamle op med i anden halvleg, hvor Otterup HK stod bedre og stærkere i forsvaret, men i FHK-målet kunne Jimmi Andersen lukke godt af, så Otterup HK kom ikke tættere på hjemmeholdet, der efter 50 minutter førte 29-21 med et legende let mål af Frederik Karup som det 29’ende.

Fredericiamål nummer 30 faldt efter 52 minutter, da Rune Andersen driblede bolden i jorden, skød og scorede sit syvende mål.

Otterup HK kom aldrig tæt på og fra BLOK H sang HK Ultras: “Skyd på mål, skyd på mål, Skud på mål”. Den er hjemme, sagde flere i hallen, og det var den også. Efter 60 minutter havde Fredericia HK sikret sig en kollektiv sejr, hvor mange spillere bød ind og leverede varen med en 32-24 sejr.