Forside Fredericia Fredericia har fået en Verdensmester

Fredericia har fået en Verdensmester

DEL

Fredericia er blevet en verdensmester rigere. Det står klart efter Bastian Pedersens triumf ved VM i speedway for 85 ccm maskiner. Det var en stolt formand for Fredericia Motorklub, Erik Vinther, som Fredericia AVISEN fangede på telefonen.

“Det er helt vildt, det er kæmpe stort for en ung dreng som Bastian at stå med så stor en pokal, udover at der er stor betydning i at være verdensmester, så fylder pokalen jo også meget”, lyder det med et grin fra Erik.

“Men det er stort for ham, og det kommer til at betyde meget for hans fremtidige karriere, at han har fået denne titel. Det giver ham noget mere opmærksomhed og en markant større chance for at finde de rigtige sponsorere, der kan hjælpe ham på vej mod næste skridt, der er 500 ccm maskiner”, forklarer Erik.

Der måtte et ekstra heat til at finde en vinder

“Den finale han har været til kan beskrives som VM-finalen for 85 ccm i speedway. Den bliver kørt som en enkeltdags-finale, og ikke som Grand Prix eller turnering”, forklarer Erik Vinther og fortsætter:

“VM-finalen består af fem heats, hvor den med flest point til sidst vinder. Det er sådan at alle kører får fem heats, og man får 3 point for en sejr, 2 point for en anden plads og 1 point for en tredjeplads”.

“Da de alle havde kørt fem heats var de tre øverste på det samme antalt point, og når det sker bliver man nødt til at køre et omkørselsheat, hvor Bastian så vandt over de to andre, og dermed kan kalde sig for verdensmester”, siger Erik.

Hvad betyder det for jer som klub?

“For os der har det den betydning, at vi får skabt opmærksomhed omkring vores klub. Fredericia Motorklub har jo været en stolt klub med traditioner. Vi er i en situation i dag, hvor vi ikke har særligt mange kørere mere, så vi har i virkeligheden brug for at få lidt medvind. Så når vi har en gut fra vores hold der vinder VM, det er virkelig godt”, svarer Erik Vinther, Formand for Fredericia Motorklub.

https://www.ibc.dk/eud-business/
DEL