Foreningslivet er ikke som førhen, hvor man blev hængende i klubhuset eller i omklædningsrummet til en snak med holdkammeraterne. Det vil man lave om på i Fredericia fF.

Fredericia forenede Fodboldklubber holder til i Madsby og de har tvangsnedlukket, da det er umuligt at lave struktureret fodboldtræning med det nuværende forsamlingsloft på fem personer. Da loftet var på ti var det stadig muligt at træne, og håbet i klubben er, at restriktionerne snart lempes.

I denne svære tid har FfF fået lidt at glæde sig over. De havde ansøgt Spar Nord Fonden om 10.000 kroner, som fonden har uddelt til ti foreninger i Fredericia og Middelfart, og der endte F’erne, som de kaldes i daglig tale, med at blive en af de foreninger, der blev valgt ud. Vi var i den forbindelse med til at overrække checken til FfF sammen med Gert Dupont fra Spar Nord.

Overrækkelsen fandt sted i klubhuset i Madsby, hvor der er stille for tiden. Der er ingen træning for klubbens hold og derfor ingen aktivitet. Det var der til gengæld under overrækkelsen, hvor F’erne var repræsenteret ved U14-spilleren Alexander Pedersen og holdets træner, Aksel Christiansen, der på vegne af klubben modtog donationen, som er øremærket til at styrke de sociale aktivteter i klubben udover fodboldspillet.

– Det er vigtigt at tænke anderledes i sådan en tid her, og et aktivt foreningsliv er en af grundstenene i vores lokalsamfund og er med til at skabe fællesskab, og derfor støtter vi foreninger som Fredericia fF, siger Spar Nords kundechef, Gert Dupont.

En forening som Fredericia fF er afhængige af arrangementer, der giver indtægter, men sidste år blev både Fredericia Heste- og Kræmmermarked og den traditionsrige Madsby Pige Cup aflyst. Til gengæld kan foreningen nu glæde sig til, at forsamlingsloftet øges og restriktionerne lempes så banerne i Madsby igen kan bruges af klubbens ca. 500 medlemmer.

– Dem, der har lyst, kan lave noget selvtræning i forbindelse med vores klubsamarbejde med FC Midtjylland, hvor man kan udfordre en Superliga-spiller ved at lægge en video op, siger Svend Erik Kristensen, der er koordinator i Fredericia fF’s administration.

Under besøget i klubhuset løftede Svend Erik Kristensen også lidt af sløret for, hvad donationen skal bruges til.

– Vi vil gerne gøre noget mere ud af det sociale liv i klubben, og håber, at vi kan få vores medlemmer til at blive her efter træningen, siger han.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer