Et nyt hotelkoncept ser dagens lys i Kanalbyen, Fredericia. Port Suites er navnet på de ekslusive lejligheder i centrum af Danmark. Bag konceptet står den 46-årige Betina Schack Schmidt. Hun har et brændende ønske om at udvikle noget unikt – og med 20 års erfaring fra rejsebranchen har hun et skarpt indblik i, hvad der skal til.

Betina Schack Schmidt er tilflytter til Fredericia, men det var kærlighed ved første blik, da hun vandrede byen rundt. Den nye bydel Kanalbyen vil hun tilføje en eventyrlig hoteloplevelse. Hun ser Fredericia som et Mini-Barcelona, da byen tilbyder strand, havn og shopping i centrum. Det skal hele verden vide.

»Der er mange gode hoteller i Fredericia, og det er ikke de koncepter, jeg skal arbejde med. Der er også mange gode oplevelsesmuligheder i Kanalbyen, så det er heller ikke her, men det er at forbinde mange af de gode elementer med en særlig suite-oplevelse i Kongens Punkt. Port Suites er navnet, der naturligvis byder op til dans med Port House og de andre aktører i området,« fortæller Betina og fortsætter:

»Det er drømmen om at skabe noget ekstraordinært, noget andet og noget originalt. Det er drømmen om et vandfly med 12 gæster, der lander i Fredericia for at bo i en Port Suite og opleve Fredericia. Helt eventyrligt og via hårdt arbejde, har Fredericia en michelinrestaurant, og derfra er ideerne vokset i mig. Vi skal indenfor voldene have et setup, der kan matche dette. «

Betina Schack Schmidt elsker Fredericia og vil nu udbrede et eksklusivt hotelprojekt, under navnet Port Suites. Tanken er at give gæsterne en magisk oplevelse med alle de lækkerier området kan trække.

»Jeg har 20 års erfaring i rejsebranchen, den erfaring vil jeg bruge, når promenaden i Kongens Punkt skal markedsføres. Jeg går samtidig helt vildt op i service, og det bliver et stort fokus i dette koncept. Jeg forventer at åbne 1. februar, og allerede inden, vi har markedsført og fortalt historien om Port Suites er vi booket tre uger frem. Det er virkelig godt. Nogle kommer fire mand fra Sjælland for at afholde strategisk møde i deres virksomhed, andre skal have medarbejdere til at overnatte i forbindelse med projekter og sådan fortsætter det. Der er også par, der har booket ind,« fortæller Betina Schack Schmidt.

»Der er tænkt på alt. Der er lækre vine, bobler og andet godt. Lejlighederne er på 150 m2, og kan lejes som lejlighed, men også som værelse. Der er tre dobbeltværelser, og der kan låses af til de andre afdelinger. Det koster fra 2-4.000 kroner pr. nat, men så kan man også forvente et rum, der er kælet for i den mindste detalje,« lyder det fra hotelchefen.

»Jeg har samtidig allieret med mig Solo-rengøring, der står for rengøringen sammen med et par oldfruer, der leverer et kvalitetstjek. Der er ikke en reception, men en app – og så er vi til rådighed hele tiden. Dertil kommer den gastronomiske rejse, som vi tilbyder med morgenmad fra Restaurant Ene og natmad eller andet godt. Dertil kommer, at vi arbejder med et væld af muligheder. Jeg er lige nu ved at tale med et wellnessteam, hvor eksempelvis den kendte yogainstruktør, Tina Blomstergren er med. Vi har også samtaler med massører, crossfit-trænere og lignende. Dertil kommer, at vi vil opfordre vores gæster til at bruge området. Jeg kunne sagtens se en række specielle og lækre vandreture i byen, hvor man går fra byen langs kysterne, og nyder en picnic med champagne til. Det kunne være en tur fra Østerstrand til Surf-klubben« fortæller hun og slutter:

»Det kan også kombineres med ture til Fredericia Golf Club, for dem som vil sådan en tur, afsluttende med en tur på Restaurant Oven Vande. Jeg ser for mig, at vi laver en række aktiviteter, der kan ramme alle.«

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer