Alt er ikke som det plejer. Breddeidrætten er lukket ned, og det er gået ud over Fredericias Basketball Klub, der ikke kan gennemføre deres normale aktiviteter. Nu har de fået lidt af glæde sig over i form af 10.000 kroner fra Spar Nord Fonden.

Spar Nord i Fredericia og Middelfart er gået sammen med Spar Nord Fonden om at støtte foreningerne i en svær tid. Derfor har de uddelt 10×10.000 kroner til foreninger, som har kunnet søge om at modtage donationen. 

– Aflyste stævner, aflyste byfester og manglende medlemsindbetalinger. Coronakrisen har også ramt foreningslivet hårdt økonomisk. Netop derfor ønsker Spar Nord Fredericia og Spar Nord Middelfart at gøre en ekstra indsats, sagde områdedirektør, Torben Ploug, da banken annoncerede uddelingen af pengene.

Fra venstre: Henrik Gundersen, Brian Nikolajsen og Tommy Kirkedal Laursen. (Foto: AVISEN)

Siden har man kunnet søge frem til d. 8. januar, og nu er der valgt fem foreninger ud i Fredericia og fem i Middelfart. Vi var med Spar Nord Fredericias chef for privatkunder, Tommy Kirkedal Laursen, for at overrække checken til Fredericias Basketball Klub. I og med, at Fredericia Idrætscenter er lukket for offentligheden pt., så foregik det i gymnastiksalen på Ryes Kaserne, hvor klubbens formand, Brian Nikolajsen og kasserer Henrik Gundersen, modtog checken.

Glæden var ikke til at tage fejl af. Basketballklubben er nemlig gået glip af indtægter, som de under normale omstændigheder ville have haft.

– Vi holder hvert år i september et stævne, men det blev vi nødt til at udskyde. For overskuddet plejer vi at købe nye ting til vores medlemmer, så det betyder utrolig meget for os, at vi har fået det her tilskud, siger Brian Nikolajsen.

Det meste af 2020 bød på restriktioner, men der blev spillet basketball i Fredericia Idrætscenter i efteråret indtil, at der igen kom restriktioner, der lukkede ned for breddeidrætten.

– Derfor har vores trænere forsøgt at lave så meget onlinetræning man kan via Facebook. Det er ikke det samme, og vi glæder os til vi igen må samles, men vi har nogle engagerede trænere, der forsøger alt hvad de kan for at holde gang i medlemmerne, siger Brian Nikolajsen.

Fredericia Basketball Klub blev grundlagt i 1970, og i midten af 80’erne havde klubben både et herre- og damehold placeret i 1. division. Og havde over 200 medlemmer. Dengang blev der satset med blandt andet amerikanere i klubben, og det gjorde, at økonomien led i starten af 90’erne, men i dag fokuserer FBBK mere på ungdommen, hvor man med blandt andet nanobasket og den årlige FBBK Cup forsøger at give klubbens unge medlemmer en masse muligheder for, at opleve de sjove sider af spillet, mens man samtidig bliver en bedre spiller. I alt er der 104 medlemmer i Fredericia Baketballklub, hvor der fra tre års alderen og op til Old Boys. Klubbens ældste medlem er 55 år.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer