Nicolai Arvedsen tiltræder 1. april som ny chef for staben Politik, Strategi og Jura. Det har et enigt ansættelsesudvalg besluttet. Nicolai Arvedsen kommer fra en stilling som afdelingschef for Region Syddanmarks centrale IT-stab. Han er uddannet i statskundskab på Københavns Universitet og har arbejdet med velfærdsområderne og politisk betjening hele sit arbejdsliv.

Nicolai bliver også en del af den strategiske chefgruppe, der skaber sammenhæng mellem det politiske niveau, direktionen og driften.

– Jeg er glad for, at de vakante stillinger i den strategiske chefgruppe nu er ved at falde på plads, og jeg glæder mig til samarbejdet med Nicolai. Nicolai har en lang erfaring med sig som offentlig leder, og han har det, der skal til for at navigere i spændingsfeltet mellem politik og administration. Hans erfaringer fra tidligere ansættelser kan han også bringe med ind i arbejdet med at understøtte og videreudvikle en kultur, hvor ordentlighed er i fokus, og hvor man hjælper og understøtter hinanden i opgaveløsningerne, både internt i staben og i samspillet med andre enheder i organisationen – og ikke mindst i forhold til vores samarbejdspartnere i erhvervslivet, siger kommunaldirektør Camilla Nowak.

Nicolai Arvedsen er ny stabschef. Foto: Kenneth Højlund/Ligthbox.

Udover en kommende visionsproces skal Nicolai Arvedsen deltage i den igangværende proces om et nyt ledelses- og medarbejdergrundlag, der skal sætte en fælles retning og skabe fælles værdier i Fredericia Kommune.

– Fredericia er en kommune i rivende udvikling, og jeg glæder mig til at komme tæt på byrådets visionsproces. Jeg holder meget af Fredericia, og jeg glæder mig til at få muligheden for at arbejde sammen med de mange dygtige medarbejdere, samarbejdspartnere og erhvervsliv om at realisere byrådets ønsker og visioner for at gøre Fredericia til en endnu bedre by at leve, arbejde og uddanne sig i, siger Nicolai Arvedsen, kommende stabschef i Fredericia.

Nicolai Arvedsen bor i Hatting sammen med sin kone og tre børn. Nicolai har første arbejdsdag i Fredericia den 1. april