Fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, afviser at en afskedigelse af landstræner Kasper Hjulmand er på tale.

Danmark er ude af VM. Blot et enkelt point i de tre gruppekampe mod Tunesien, Frankrig og Australien blev det til. Det får dog ikke Peter Møller til at ville stille spørgsmålstegn ved om Hjulmand er dansk landstræner fremover – den position er ikke til diskussion, siger han.

– Det er den ikke. Resultaterne har jeg som fodbolddirektør ansvaret for, så jeg tager det fulde ansvar for, at vi ikke har skaffet resultater, som vi har her. Kasper Hjulmand er en del af det her. Kasper kommer aldrig til at stå alene med det fulde ansvar. Det bærer jeg også, og det er helt klart også min skyld, at vi ikke har præsteret godt nok ved den her slutrunde, sagde Peter Møller i TV-Avisen onsdag aften.