Efterfølgende en uge med travlhed og hjemmelavet mad i henhold til madplanen, altså hjemmelavet mad lavet af kæresten, blev det min tur til at lave mad op til weekenden.

Min uge havde været lidt blandet så at sige. Jeg havde fået lavet en forkert bevægelse på jobbet, så ryggen bøvlede, min søn på næsten 13, til hvilken jeg har store forhåbninger om at han bliver håndværker en dag, spurgte mig om jeg havde en pistol der skruer, til noget han skulle lave over på fritten, jeg tænker han mente en skruemaskine, det skurede lidt i mine øren da han sagde det. Bilen kører varm og bruger vand, læs toppakning, med andre ord, en lidt træls uge.

Mens jeg så stod der i køkkenet og skulle finde på hvad jeg skulle kreere af gourmetmad, slog det mig at efter en sådan bøvleuge havde jeg egentligt ikke kræfterne til at lave mad, særligt da det tit alligevel ikke bliver spist med velbehag fordi det simpelthen ikke smager ret godt det jeg laver.

Jeg havde i et opslag på Facebook set at Gris og Gris var kommet på banen igen, jeg huskede med glæde tilbage på sommerrock hvor jeg indtog to gourmethotdogs, ja det hedder de, inde ved den vogn Gris og Gris havde stillet op, de smagte fantastisk. Jeg havde også set at de havde spareribs, en af mine alle time favorites, særligt den slags spareribs der er så fedtede at det kræver en nedspuling med højtryk efterfølgende indtagelse for at blive ren igen.

Jeg ringede derfor ind til Urbania, hvor Gris og Gris har til huse, og bestilte to omgange spareribs med tilbehør, nogle øl, samt nogle små burgere at hapse på, de hed i øvrigt af en eller anden grund ikke burgere men sliders.

Maden ankom til den aftalte tid og til min store tilfredshed var der rigeligt af det og det så lækkert ud.

Jeg har spist en del spareribs/revelsben i min tid, jeg har været på steder der tilbød at man kunne spise ad libitum og jeg har tit spist så meget at indehaverne har været et par enkelte spareribs fra en konkurs, jeg vil derfor mene jeg er en slags ekspert på området.

Jeg tør godt at afsløre, at hvis du kan lide spareribs, så går du ikke galt i byen med dem, Gris og Gris laver – de var møre, velsmagende, godt fedtede og der var flere end vi kunne spise. Coleslawen, som er mit fortrukne tilbehør, var spot on, fritterne var sprøde og de der sliders burgere som dessert var en nydelse for ganen.

Jeg skal snart lave mad igen, tiden vil vise om jeg kan finde en god undskyldning for at bestille noget mere take away ved et af de mange gode steder vi har her i Fredericia, så meget lækkert mad, så lidt tid.

Tak for mad.

Frank

Leave a Reply