Forside Fredericia Frank har ordet: Mit første byrådsmøde

Frank har ordet: Mit første byrådsmøde

DEL
Foto: Frank Jensen, Fredericia Avisen
Jeg var udset til at skulle dække byrådsmødet den 9. oktober, det er ikke mit vante element, men da jeg aldrig før havde siddet til et byrådsmøde, tog jeg det som en udfordring og en måde at lære noget nyt på og begav mig ind mod byen.
Jeg havde forberedt mig på, hvilke forslag til behandlinger og vedtagelse, der var på bordet, og med min tablet fra 1970 – en papirnotesblok og en kuglepen, gik jeg fortrøstningsfuldt hen mod Rådhuset.
Foto: Frank Jensen, Fredericia Avisen
Jeg blev allerede, inden jeg nåede rundt om hjørnet på Rådshusbygningen mødt af sangen, “Der er noget galt i Danmark-Dybelmølle maler helt af helvede til”, da jeg drejede rundt om hjørnet, så jeg en masse mennesker stå foran Rådhuset og demonstrere samt holde taler fra en hurtigt opsat scene, rundt omkring stod adskillige byrådsmedlemmer og betragtede demonstrationen, som jeg tænker var nøje planlagt til at falde sammen med byrådsmødet.
Jeg trak hurtigt ind på Rådhuset, da der kun var 10 minutter til byrådsmødet skulle starte. Jeg blev der mødt af en del mennesker, der stod at spiste kransekage og drak kaffe, mens de ventede på, at byrådsalen skulle blive klar til mødet.
Det viser sig, at der er en halv times kaffe og snakketid, inden byrådsmødet, sådan at man kunne komme i kontakt med de borgervalgte, skulle man havde spørgsmål og andet. Det er en virkelig god ide, synes jeg, jeg forsynede mig med kaffe og kage og fravalgte at spørge nogen om noget som helst, da det var virkelig god kage.
Foto: Frank Jensen, Fredericia Avisen
Da klokken slog 17 trak jeg sammen med byrødderne og ca. 50 tilhørere ind i salen, hvor mødet skulle begynde.
Det hele startede med, at Borgmester Jacob Bjerregaard bød velkommen i salen og sagde, at nu skulle vi da starte mødet med en sang, det vidste jeg ikke man gjorde, nå men til sangen, “Nu falmer skoven trindt om land, skrevet af Grundtvig i 1840, blev mødet sunget ind med en klang og smukhed som selv X-factors Thomas Blachmann ville have stemt videre. Jeg noterede mig, at samtlige byrådsmedlemmer sang med, dog med slukkede mikrofoner.
Jeg vil undlade at give dig en minutiøs gennemgang af mødet, da der er bragt flere artikler her i avisen, der samtidig fortæller meget mere om de forslag, der blev stemt om og vedtaget, men i stedet vil jeg give dig min oplevelse som førstegangstilskuer til et byrådsmøde.
Foto: Frank Jensen, Fredericia Avisen
Jeg havde, inden jeg kom herind en opfattelse af, at byrådet er en flok lokale flinke mennesker, der bliver valgt ind til at forvalte en pose penge, fordi vi andre ikke rigtig gider. Jeg tog fejl, de skal godt nok have styr på mange ting og skal stå på mål for mange meninger. Jeg tror, at de er gået fra at være flinke lokale mennesker til at være politikere, stadig flinke naturligvis, hurtige end Usain Bolt. De brugte de godt 25 minutter på at rose sig selv og hinanden, mens de kæmpede en kærlig og humoristisk talkamp om, hvem der havde fået flest ting og sociale goder og grønne tiltag igennem på budgettet.
Jeg så også nogle dybt engagerede byrådsmedlemmer, der med passion rejste sig og debatterede deres holdninger, tit i en rigtig politikertone, dog hele tiden med et glimt i øjet og en tydelig kærlighed til Fredericia, som det altoverskyggende i deres budskab. Jeg blev mere og mere imponeret over den gode tone der var trods uenigheder om mærkesager og de drillerier der var partifarverne imellem, dagens grin i drillerierne var nok Henning Due Lorentzen, der rejste sig op og henvendte sig til Cecilie Roed Schultz fra enhedslisten, der sammen med Inger Nielsen fra DF havde stemt nej til at vedtage et byggeri af to store siloer på Fredericia Havn for Fredericia Shipping. Due Lorentzen sagde, velvidende, at Enhedslisten er stor fortaler for grønne løsninger, at de havde valgt fjernevarme dernede i stedet for den hurtige løsning; olie, netop fordi de havde ønsket en grøn løsning, og at de om sommeren faktisk ville stå til at bruge 4% af det samlede forbrug, med andre ord en Co2-neutral, samt økonomisk indbringende forretning for Fredericia. Det måske var noget, hun burde have sat sig ind i inden hun stemte nej, mente han. Det blev dog sagt på en god og sjov måde, der medførte smil hele vejen rundt.
Hele mødet varede godt halvanden time. Det kunne nok have være klaret på 25 minutter, havde det ikke været for den livlige debat på kryds og tværs, særligt blev der talt meget om nogle udstykninger der havde været forslået, men så blev droppet, det medførte ord og sætninger som “luftkasteller” og “hvis det område skulle have været naturforberedt havde det krævet al jord i Jylland”. Det morede jeg mig kosteligt over. Der blev også diskuteret, hvorfor der ikke blev gjort indsigelser mod silobyggeriet før helt til sidst i processen, da det havde lagt på bordet siden den 8.februar, de implicerede parter, der havde bedt om at få det undersøgt og genoptaget, svarede, at de nu mente, det var meget godt, at Borgmesteren havde sagt ja til at udskyde det, så de kunne belyse det nærmere, dog uden at fortælle, hvad de så fik belyst og hvad de fik ud af det.
Alt i alt så var det et godt byrådsmøde, jeg er meget imponeret over den viden vores lokale byrødder besidder og de beslutninger, de skal sidde og bokse med hver dag, jeg værdsætter så meget mere det lokale bystyre nu, hvor jeg har siddet med til mit første byrådsmøde. Jeg værdsætter også forskelligheden i de holdninger der er blandt medlemmerne, det gør de samlede aftaler stærkere og mere balancerede. Jeg synes ikke de får ros nok, vi er sgu alle sammen hurtige til at sende en sviner af sted, hver gang der er et eller andet der går os på, uanset partifarve, men de gør hvad de kan er jeg nu blevet overbevist om. Jeg vil gerne sige tak til jer alle sammen uanset jeres meninger og partifarver, tak for indsatsen, tak fordi I kæmper for vores by, tak fordi I gør hvad i kan og fordi I hele tiden gerne vil gøre det bedre for os alle sammen hvor det er muligt på hver jeres måde.
Jeg ønsker jer alle en god valgkamp.
Har du nogensinde overværet et byrådsmøde? Du skal ikke snyde dig selv for den oplevelse, jeg kommer i hvert fald næste gang også hvilket er den 30/10/17 hvor der er et borgerdialogmøde.
Vel Mødt.