Som en del af DLG’s graduateprogram er seks nye ansigter startet i koncernen – fire i Danmark, én i Frankrig og én i Litauen. Gennem et graduateprogram får de studerende en lærende indslusning i erhvervslivet, mens DLG får nye perspektiver ind i koncernen.

Den 1. september 2020 gik starten på DLG’s nye graduateprogram, og de seks udvalgte graduates har nu i to måneder prøvet kræfter af inden for områderne International Sales, Business Intelligence og Commodity Trading. Graduateprogrammet er DLG’s nye initiativ, der skal fungere som supplement i arbejdet med videreudvikling af nye talenter.

De seks graduates har forskellige baggrunde og kan bidrage med nye perspektiver i DLG-koncernen – tre af dem endda med internationale perspektiver fra Frankrig, USA og Litauen. Alle skal de igennem et målrettet 2-årigt uddannelses- og karriereforløb, hvor omdrejningspunktet er en kombination af praktisk ”hands-on” erfaring, etablering af netværk på tværs af DLG Group og teoretisk viden.

Et graduateprogram er en oplagt karrieremulighed

På trods af både uddannelsesmæssige og geografiske forskelle er der blandt de seks graduates enighed om, at DLG’s graduateprogram er en oplagt karrieremulighed. De ser store fordele i, at den løbende uddannelse undervejs går hånd i hånd med et selvstændigt ansvar og ambitiøse målsætninger. Det skaber en mere lærende indslusning for dem i erhvervslivet, hvor de gradvist opnår en mere holistisk forståelse af DLG-koncernen som helhed.

Anne Mette Hesselholt er startet som graduate inden for commodity trading på DLG’s hovedkontor i Fredericia. Her skal hun medvirke til, at flowet af korn og råvarer fra leverandør til slutkunde sker så effektivt som muligt.

”Jeg glæder mig også til at få en dybere indsigt i DLG-koncernen og til de mange forskellige arbejdsopgaver, så jeg til sidst kan finde min egen hylde og det område, jeg allerhelst vil arbejde med fremadrettet. Det er faktisk én af fordelene ved et graduateprogram, at man løbende finder ud af, hvor ens egne styrker ligger.”

Fra universitetet og ud i virkeligheden

Blandt alle seks graduates er der et gennemtrængende fælles ønske om at få lov at møde og netværke med de dedikerede mennesker, de mærker, skaber DLG-koncernen. De glæder sig til at blive udfordret på egne evner, men også til den gensidige sparring, hvor de, med egne kompetencer, kan udvikle og inspirere DLG-koncernen med alternative tankegange.

”Jeg oplever, at alle er meget passionerede i deres arbejde, og det smitter af på mig. Jeg vil gerne opnå et indblik i den økonomiske forretningsverden i virkeligheden og ikke kun gennem mit kendskab fra universitetet. Men netop hele fundamentet for et graduateprogram handler jo også om overgangen fra universitet til erhvervsliv og konceptet om ´learning-by-doing´,” siger Graham Cross, der kommer fra USA, men er bosiddende i Danmark. Han er ligesom Anne Mette også startet som commodity trader i Fredericia.

Bæredygtighed tiltrækker talenter

DLG’s HR-direktør, Anette Papuga, finder det vigtigt og værdiskabende med nye unge talenter i DLG-koncernen. Men for at tiltrække de studerende, fremhæver hun vigtigheden af, at DLG fortæller om de forretningsmæssige områder, hvor vi gør en forskel, som de unge talenter kan afspejle sig i.

”Vi vil tiltrække nye talenter, som kan bidrage til vores forretningsvækst både på kort og på lang sigt. Og netop fordi vores graduates kommer med forskellige baggrunde, får vi nye perspektiver ind i koncernen – og den nyeste viden fra universiteterne,” siger Anette og afslutter:

”DLG er en international virksomhed i konstant bevægelse, som også har mere og mere fokus på bæredygtighed. Vi ved, at netop disse ting betyder meget for de studerende – og for DLG’s fremtid.”

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer