Torsten Bendiktsen er oprindeligt uddannet murer, men efter nogle år på og udenfor arbejdsmarkedet under og i kølvandet af finanskrisen fandt han interesse for at arbejde med mennesker.

I 2015 var Torsten Bendiktsen udlært i sit nye fag, hvor han kunne arbejde professionelt med de mennesker, han brændte for at hjælpe. Han prøvede først sig selv af i frivillighedens tegn på en varmestue i Fredericia, og blev så inspireret af det arbejde, at han ville gøre det til sit arbejdsliv. Han har sidenheden været ansat på væresteder, bosteder og været opsøgende medarbejder, hvor han arbejder med nogle af de mennesker, der har det rigtig svært i samfundet.

– I forbindelse med finanskrisen i 2008 var det svært at få noget af lave. Det var sådan noget, hvor man blev fyret og ansat, fyret og ansat, sådan kørte det frem og tilbage. Det fik jeg spat af, for at sige det helt ærligt. Jeg tænkte, at der skulle ske noget andet. Jeg mærkede fritiden, jeg fik som arbejdsløs. Jeg blev frivillig i en varmestue i Fredericia by for at se om, jeg kunne arbejde med andre mennesker, som jeg synes var spændende udefra, men jeg ville også prøve det inde fra, siger Torsten.

Torsten har altid været glad for at lære fra sig, men også nydt mødet med andre mennesker, derfor var det et perfekt match med den nye uddannelse.

– Da jeg var murer, synes jeg også, at det var sjovt og spændende, når man fik en ny lærling, der skulle hjælpes i gang, når han skulle se tingene. Jeg kom ud og var ufaglært på et bofællesskab, og igen for at se, hvad jeg kunne. En ting er at være frivillig og få alle de sjove opgaver, noget andet er når der også kræves noget af mig. Jeg fik smag for det, og fandt ud af, i al beskedenhed, at jeg var god til det, det faldt mig ret let at være i det med skabe relationer med andre mennesker, fortæller han.

Torsten Bendiktsen ville gerne arbejde mere i branchen, og blev enig med sig selv om at tage en uddannelse, men da han havde fået børn og hus var SU ikke en mulighed, han så på.

– Jeg kunne godt se, at nogle af de mennesker, der boede på det bosted, fik mere udbetalt i pension, end jeg fik i løn. Så jeg kunne godt regne ud, at jeg skulle have mig en uddannelse indenfor det, hvis det var noget, jeg skulle blive ved med, og det tænkte jeg, at jeg skulle. Jeg havde fået børn og hus imellemtiden, så det med at tage en pædagoguddannelse, komme på SU og lignende var ikke noget, jeg var vildt interesseret i. Jeg fandt heldigvis SOSU-uddannelse, hvor jeg kunne få voksenelevløn, hvilket tiltalte mig en hel del, samtidig med kunne jeg få jobs de samme steder, siger Torsten, der nød at komme på skolebænken:

– Det var sjovt at komme på skole igen og noget helt andet end at sidde i en skurvogn til en SOSU-klasse. Men det var spændende, der var massevis af gode opgaver, fremlæggelser, gruppearbejde og jeg skulle indrette mig efter andre mennesker i en gruppe. Vi skulle planlægge sammen og komme frem til resultater. Det var en god øvelse, husker han.

Det med at arbejde fleksibelt og med mange bolde i luften, var ikke nyt for ham. Han fandt ud af, at den viden, han havde tilegnet på skolen kunne bruges i praksis.

– Jeg er vant til at gå på arbejde. Jeg er vant til at møde tidligt, og det er ikke alting, der er lige spændende, noget skal bare gøres, men langt hen ad vejen, var det noget, jeg bare tog med mig fra mit tidligere fag. Når man kommer ud som elev, så er der mange ting, man skal, og det er en del af ens uddannelse. Der er nogle praktikmål, der skal opfyldes. Det var spændende at blive oplært i et andet håndværk; det at have med mennesker at gøre, fortæller han og uddyber:

– Der var meget, jeg kunne bruge fra uddannelse, eksempelvis den viden vi havde fået om medicin og håndtering af medicin. Der var også nogle af dem, der boede på bostedet, der havde nogle diagnoser, som jeg havde fået et godt og fagligt blik for. Så nu var det ikke bare med hjertet, at jeg kunne handle, nu var det også med hjernen. Det var egentligt noget i den retning, som jeg havde drømt om at gå, da jeg startede på den nye karrierevej, så det er mega fedt at have landet sit drømmejob. Jeg synes, at det er spændende og udfordrende. Jeg går glad på arbejde.

I dag arbejder han blandt nogle af de borgere, der har sværest, og det giver ham en stor værdi i livet, og et arbejde, der giver mening for ham.

– Jeg er kontaktperson for de mest udsatte og sindslidende borgere i kommunen, det står der i loven. De passer ikke ind i andre tilbud, så det er en bred vifte af mennesker, der er afhængige. Det kan også være folk, der er blevet demente uden at have pårørende eller netværk til at opdage det. Det kan være, at en boligforening ringer, hvorefter jeg sammen med en kollega tager ud til borgeren og finder ud, hvad den rette hjælp kunne være. Vi fortæller om henvendelsen, og kommunen vil gerne have, at de har det så godt som muligt, og det er vi her for at hjælpe med, slutter Torsten Bendiktsen.