Torsdag blev der afholdt Ferie Sjov på genbrugspladsen i Erritsø. Selve idéen fik Byrådsmedlemmet Lise Nielson, og den blev grebet af genbrugspladsen, hvor miljøtekniker, Mette Lorentzen var tovholder for arrangementet.

I forbindelse med den årlige begivenhed Ferie Sjov blev der afholdt et event på genbrugspladsen i Erritsø for børn mellem 13-18 år.

Tilstede til at var folk fra affald & genbrug, folk fra venligboerne og fra lokale kreative miljøer, som hjalp børnene.

“Børnene tager genbrugsmaterialer fra vores plads, og laver et kunstværk ud af materialerne. Det er sådan, at de har fået en opgave, hvor de skal bygge et kunstværk på op til to meter. En fandt blandt andet et køleskab og gik i gang med at male det. Det er spændende at se, hvad det bliver til,” siger Mette Lorentzen, der tidligere har haft børn på genbrugspladsen, men ikke i sådan en sammenhæng:

“Det er første gang, at vi laver sådan et projekt, og jeg tænker, at man godt kan lave det igen, hvor skoleklasser kommer til et arrangement som det her. Normalt har jeg klasser til rundvisning, men man kunne kombinere det med, at man kan lave kunst ud af genbrugsmaterialer,” fortæller Mette Lorentzen, som berettede om, at børnene var i det kreative hjørne på genbrugspladsen.

https://www.place2live.dk/fredericia/