Forside Fredericia Fra mesterskabsfejring til landskamp på få dage

Fra mesterskabsfejring til landskamp på få dage

DEL
Foto: John Bo Nielsen, 7evenphoto

Flere af de danske landsholdsspillere i håndbold fejrede i søndags mesterskabet. I dag er de i Ukraine, hvor der står EM-kvalifikation på menuen.

Aalborg og Flensburg-Handewitt sikrede sig i søndags mesterskabet i henholdsvis Danmark og Tyskland. Aalborg vandt efter en finaleserie mod GOG, og Flensburg efter en hård sæson, hvor den har stået på 34 kampe med fuld knald på i Bundesligaen og derudover nåede helt frem til kvartfinalerne i Champions League, hvor Veszprem blev endestationen.

Flensburg-drengene spillede på udebane i Bergischer i sidste spillerunde, og selvom det blev til en sejr, har Rasmus Lauge, Anders Zachariassen og Lasse Svan næppe festet igennem, da de skulle møde ind i landsholdslejren i mandags. Det samme har været tilfældet for René Antonsen og Henrik Møllgaard, mens alle Bundesliga-spillerne og Niclas Kirkeløkke også var i kamp i søndags.

Det er ikke optimal planlægning forud for en faktisk vigtig landsholdsuge, og nu vil flere sikkert mene, at der ikke er noget, som hedder synd, men det er ikke fair, at spillerne ikke kan få lov at fejre et mesterskab, fordi de skal møde ind med landsholdet dagen efter. Det er kulminationen på en sæsons hårdt slid og slæb, som har udmøntet sig i en guldmedalje, og det skal der sgu være plads til at fejre.

Hvis skyld det er, og alt det der må de nationale forbund bokse med landskampsplanlæggerne om. Det er i hvert fald fuldstændig tåbeligt, som det er nu.

Nu venter der Danmark en opgave i Ukraine, hvor træningshallen ifølge TV 2 SPORT har været op til horrible 40 grader, men til danskernes held har ukrainerne ni stamspillere ude til kampen. Derfor bør de dårlige forberedelser til kampen ikke være en hindring i at køre en sejr hjem, og den skal hjem – uanset om det bliver kønt eller ej.

Ukraine er langt fra nogen mastodont indenfor håndbold, og med Danmark som forsvarende Verdensmester kan man kun forlange en sejr. Det samme er tilfældet på søndag, hvor Danmark møder Færøerne, der er endnu mere Lilleputnation i håndboldmæssigsammenhæng.

DEL