Den 15. April var det 25 år siden Bo Bommersholt Sørensen første gang trådte ind af døren hos thansen som ansat. Han startede på lageret med at pakke pakker – og nu har han været en del af thansen i 25 år. Dog er pakkerne skiftet ud med computere, scannere, webshop og hvad der ellers hører under en IT-chef.

“Jeg startede med at pakke, da jeg var ganske ung, det gjorde jeg i 3,5 år. Så rykkede jeg over i mere databaseret arbejde herunder især udarbejdelsen af thansens nye webshop. Og ja, nu er jeg her 25 år senere med titel som IT-chef. Det var lige en kort gennemgang”, fortæller Bo med et grin til Fredericia AVISEN.

“For mig er det ikke titlen der gør det. Overhovedet ikke. Den betyder ikke noget for mig. Det der i virkeligheden betyder noget for mig er at udvikle. Udvikling er det der driver mig – og der er i virkeligheden altid plads til udvikling”, forsætter han.

“Jeg kom til IT-afdelingen da den første del af thansens webshop var gået i luften, hvilket jo var før det blev moderne at lave webshops. Men jeg var med til at udvikle og byde ind med mine idéer til hvordan vi kunne gøre det endnu bedre”, siger Bo Bommersholt Sørensen.

“For mig at se der er thansen en forretning som gennem tiden har udviklet sig meget, og det er jo nok også derfor jeg synes det er sjovt at tage på arbejde hver dag. Udviklingen er altid fokus her, så det befinder jeg mig virkelig godt i. Vi tilpasser os det marked vi agerer i og så samler vi en masse nye idéer sammen hele tiden”, fortsætter han.

Hvad med fremtiden, hvad byder den på? Du kan vel ikke stige meget mere i graderne uden at tage chefens job?

“Sulten fejler ikke noget, og jeg kan godt lide at se noget vokse, og det kan Bent (Jensen, red.) også. Hvis man får en idé får man lov til at forfølge den, og det synes jeg er spændende. Jeg elsker som sagt at få nye idéer og realisere dem her i thansen. Det har jeg altid haft mulighed for, så jeg fortsætter meget gerne mange år endnu. Jeg nyder det her arbejde”, svarer han.

“Det er ikke det samme nu som det var engang. Nok har jeg også fået en titel nu, men ærligt så betyder det ikke noget. Det føles lidt mærkeligt at se tilbage på de sidste 25 år, både for mig, men også for thansen som virksomhed. Men det har været en fed rejse vi har været på og været med til at se det hele vokse på den måde”, fortsætter han.

Fakta:

  • Bo Bommersholt Sørensen blev ansat i thansen 15. April 1995
  • I 1998 skiftede han fra lager til IT-afdelingen
  • Nu leder og udvikler han IT-driften hos thansen – herunder IT hos de mange butikker i Danmark og Norge
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer