Ulrik Prahl Østergaard er opvokset i Fredericia, han har været aktiv i EGIF og så har han brugt sin skoletid på Erritsø Centralskole og IBC Fredericia-Middelfart. Nu er han at finde på Strevelinsvej, hvor han er blevet udnævnt som General Manager for Monjasa’s aktiviteter i Fredericia. Der er humor i luften, men samtidig er Ulrik bundseriøs omkring det ansvar han nu sidder med.

Ulriks historie med Monjasa går næsten 10 år tilbage. I 2011 skiftede han branche, fra en handelsvirksomhed i Vejle til at være trader hos Monjasa i Fredericia. I 2013 blev han forfremmet til Senior Bunker Trader og i 2014 blev han Sales Manager. I marts skiftede hans daværende chef, Mikkel Kannegaard, jobbet som General Manager ud med jobbet som Managing Director Europe. I samme ombæring blev Ulrik forfremmet til General Manager for Monjasa’s olieaktiviteter fra kontoret i Fredericia.

“Det er noget af det der giver blod på tanden”, fortæller Ulrik Prahl Østergaard omkring forfremmelsen. “Det giver en udsigt for os ‘bunker-drenge’ om, at vi også har store udviklingsmuligheder”, forklarer han. At han bruger udtrykket ‘bunker-drenge’ er ikke for hverken at ophøje eller for den sags skyld at nedgøre de hårdtarbejdende tradere der er ansat i Monjasa. 

“De to før mig, Svend (Stenberg Mølholt, red.) og Mikkel (Kannegaard, red.), kommer fra de bonede gulve i en anden del af shippingbranchen. De har deres gode erfaringer med, som jeg kan lære meget af, men jeg synes at det giver en god sparring, at jeg kommer med min baggrund fra trading. Det giver os en stærk dynamik, at vi kan forskellige ting. Jeg tror også, at der er en fremtid for at flere som mig kommer til at sidde med det her ansvar. Det er noget af det der gør vores virksomhed stærk”, fortæller Ulrik.

Annonce

Det nye job giver en række nye udfordringer til Ulrik. Ansvaret er blevet større, men det trives han godt med. “En General Manager dækker over, at jeg har det fuldstændige ansvar for vores olieaktiviteter her på Strevelinsvej. Det er alt fra at betale husleje til at drive olievirksomhed. Der er mange arbejdsopgaver som nu er blevet mit ansvar. Men i virkeligheden er det ikke anderledes end min kollega Morten, der er leder af kontoret i Singapore. Han har det fuldstændige ansvar for hans kontor, ligesom jeg har det her i Fredericia”, forklarer Ulrik Østergaard.

Det er mit første besøg hos Monjasa i Fredericia. En virksomhed med højt til loftet – i bogstaveligste forstand. Ulrik giver mig en rundtur i de fine lokaler, lokaler der udstråler kvalitet og seriøsitet. Slips og skjorte er en del af uniformen, men dermed ikke sagt, at der er tale om en flok ’slipsedrenge’, som mange, jeg selv inklusiv, kunne tænke.

“Man skal ikke være højtragende for at være herude, tværtimod vil jeg faktisk sige. Selvfølgelig skal man kunne se sig selv i et miljø, hvor vi er en international handelsvirksomhed der handler med alle typer af mennesker og virksomheder. Det er heller ikke altid slipset der bliver fundet frem, for vi er også tit på besøg steder hvor det er gummistøvler og cowboybukser”, fortæller Ulrik og fortsætter:

“Ser man historisk på shippingbranchen, så er det bare skjorte og slips der er uniformen. Men det kan jeg faktisk også meget godt lide. Det første jeg gør når jeg kommer hjem er at smide jakkesættet og hoppe i et par træningsbukser, en t-shirt og tage min kasket på. Men når jeg er på arbejde, så tager jeg jakkesættet på. Det trives jeg godt i, at man klæder sig på til arbejde. Så bliver det også lidt lettere at skille tingene ad”.

“Så er det klart, at når man så kommer ti mand i jakkesæt med slips ned gennem gågaden, hvis vi er ude at spise efter arbejdet, så kigger folk da lidt. Men det er bare hverdag for os. Det kan virke meget kedeligt og stereotypt, men vi er vant til det”, supplerer Ulrik med et grin.

Med sig i bagagen før Ulrik i 2011 kom til Monjasa havde han blandt andet en kone og et barn. Det er en smule atypisk i forhold til de typer Monjasa ansatte på daværende tidspunkt. “Selvom jeg kun var 26 år gammel, så var jeg blandt de ældre. Jeg havde allerede et barn og var gift – og så er jeg lokal. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde valgt Monjasa hvis adressen hed Sønderborg, Odense, Aarhus eller København. Jeg er som fredericianer stolt af, at vi kan have så stor en international virksomhed som Monjasa her i byen. Det gør mig da meget stolt. Og så er jeg bare glad for, at jeg har fået lov at være med på holdet i snart 10 år”, fortæller han. 

“Det er virkelig fedt for byen, at Anders (Østergaard, red.) og Jan (Jacobsen, red.) i sin tid valgte at komme tilbage her til Fredericia. Det har givet mig en god mulighed for at gå karrierevejen, men for mig har det hele tiden handlet om at have baglandet med. Jeg har haft muligheden for at arbejde i udlandet, men jeg har valgt at fokusere på familien”, siger Ulrik opfølgende.

Livsstil, opbakning og udvikling

Ulrik Prahl Østergaard har allerede berørt det en smule. Baglandet, familien, skal være med før man kaster sig ind i en branche som shippingbranchen. “Det er en livsstil”, fortæller Ulrik. Det kan kræve mange timer og man er et eller andet sted altid på. Kunderne kommer fra alle dele af verden og dermed fra alle tidszoner. Skal man pleje sine kunder, så skal man også være klar på at hjælpe dem – uanset om det så koster lidt på nattesøvnen.

“Som med alle andre jobs der foregår i overhalingsbanen, så at sige, der handler det om at have opbakning på hjemmefronten. Der skal være en opbakning til at lave et brancheskifte som det jeg gjorde. Det er et valg man træffer – og som det altid er, så har valg konsekvenser i både den positive og negative retning. Vi har været så heldige, at min kone har haft muligheden for at være hjemme med børnene. Dermed ikke sagt, at hun er en underkuet kvinde, bestemt ikke, for det er hende der bestemmer på hjemmefronten”, lyder det med et grin fra Ulrik, inden den mere seriøse mine kommer tilbage:

“De tanker vi gjorde os inden jeg tog imod den mulighed der åbnede sig var, at det ville kræve at vi skulle smøge ærmerne op. Desuden er det ikke fordi jeg tog et skridt op ad lønstigen dengang, det gik faktisk ned. Men jeg tog en chance for at finde en branche med større mulighed for udvikling. Jeg var stagneret der hvor jeg var og der gav Monjasa en mulighed for et job hvor man kan udvikle sig. I stedet for at være en del af en handelsvirksomhed i Vejle, så er jeg her blevet en del af en international virksomhed, der har hele verden som sin legeplads”, forklarer han.

“Det kan da være svært. Man skal være afklaret med det på forhånd. Man skal finde passionen og se fremtidsperspektivet. I starten er der en opbygningsfase af en forretning i forretningen. Alle skal have deres egen portefølje og ansvarsområde. Der er mange muligheder hvis man er lidt entreprenant. Det er enten noget folk tænder på – eller noget de ikke gør. Hvis man blot vil sidde og ekspedere, så er det ikke her. Hvis man er typen der gerne vil banke døre ind, så er der mange muligheder her”, slår Ulrik fast.

“Dermed ikke sagt, at man sidder fast der hvor man starter. Det er jeg vel selv et eksempel på. Vi har mange der skifter spor undervejs, både for at udfordre sig selv og for at bringe deres viden og erfaring i spil andre steder. Før eller siden når man også en tilpas stor portefølje til, at det opsøgende salg ikke fylder helt så meget og det bare handler om at vedligeholde og varetage de kunderelationer man har”, fortæller Ulrik.

Selvom Ulrik nu har fået titlen som General Manager, så er han stadig en del af teamet på gulvet. Han holder fast i flere af sine kunder, for at pleje de relationer der følger med det arbejde han har lagt i de seneste 10 år hos Monjasa. Men for Ulrik handler det om mere end bare kundefastholdelse og kundepleje, det handler også om at være den bedst mulige leder og vejleder for sine kollegaer.

“Jeg vil stadig have noget med mine kunder at gøre. Det er min overbevisning indtil videre. Jeg tror på, at så længe man holder sig tæt på, så bliver den vejledning jeg kan give meget bedre end hvis jeg kommer fjernt fra forretningen. Jeg er udviklet i Monjasa’s maskinrum, hvor jeg har tilegnet mig en stor viden og erfaring. Det er noget af det jeg gerne vil give videre til mine kollegaer. Jeg er vokset sammen med virksomheden og kender til de arbejdsgange vi har her på stedet. Det er jeg sikker på giver mig en fordel som leder”, siger Ulrik Østergaard.

Det er de færreste 36-årige der kan sætte sig til rette i kontorstolen med titel af General Manager for et internationalt handelskontor. Men for Ulrik kommer det, uden han skal lyde selvhøjtidelig, som et naturligt skridt i den udvikling han har haft i og med Monjasa.

“Jeg har haft hele min opvækst i den her branche lige her hos Monjasa. Jeg har løbende udviklet mig selv og mine kompetencer, så jeg føler at det her er et naturligt skridt for min karriere. Det er selvfølgelig et større ansvar, men det er også et ansvar jeg har taget naturligt til mig. Jeg har altid forsøgt at være en rollemodel og være omfavnende omkring mine kollegaer herude”, forklarer han.

“Jeg føler, at jeg gennem hele min tid hos Monjasa er blevet udfordret både fagligt og personligt. Det har været alt fra ansvaret for Saudi-Arabien til ansvaret i Vestafrika. Det er noget af det fedeste ved Monjasa, at man hele vejen igennem kan blive udfordret. Det kan for udefrastående godt virke som om vi er slipsedrenge med langt til ledelsen. Men det arbejder vi ikke med her. Døren er altid åben til både mit kontor, men også til mine chefers kontor. Det er bare et krav vi sætter til hinanden, at vi kan mødes i øjenhøjde”, fortsætter Ulrik.

Det kan være svært at definere sig selv og sin person. Derfor var Ulriks første svar til spørgsmålet om hvem han er som leder da også, at “det var et godt spørgsmål”, efterfulgt af en tænkepause. Mit korte besøg her på Monjasa gav mig indtrykket af en jordnær Fredericia-dreng, der samtidig har plads til at drømme stort. Da vi skulle tage billedet var der også jokes i luften fra de mange medarbejdere. Et sted hvor man kan gøre grin med chefen foran pressen, det kendetegner et sted med en rummelig chef, der gerne tager pis på sig selv. “Skal man dele ud, så skal man også kunne tage imod”, lyder det fra Ulrik, der sender jokes den anden vej. Grinene er mange, der er højt til loftet – i mere end bare den bogstavelige forstand.

“Jeg tror at jeg er meget omfavnende og meget pragmatisk. Jeg er meget lyttende. Jeg har anerkendt, at vi er meget forskellige. Jeg tror, at jeg giver plads til at folk kan være så forskellige som vi er herude. Vi sidder med kulturer fra Libanon, Bosnien, Kina, Sri Lanka og mange andre steder. Vi er meget bredt spændende bare her i Fredericia. Jeg tror at jeg som leder er god til at favne bredt”, lyder det efter tænkepausen fra Ulrik.

“Der er klart, at når vi har en performance-kultur, så skal der til tider tages beslutninger, både hurtigt og de rigtige beslutninger. Der føler jeg også at jeg er god i en presset situation. Jeg er ikke dominerende og det er ikke mig der driver toget. Det er alle dem på tradinggulvet der gør. Jeg forsøger at fjerne stenene på vejen for dem. Det er ikke mig der står øverst på skamlen”, siger Ulrik.

“Det er klart, at når jeg har mine kunder, så står jeg der da også en gang i mellem, men det er dem der skal have hædren”, slår han fast. 

“Jeg har sat det rigtige hold. Så skal synergierne passe sammen – og så tror jeg at performance kommer med trivsel. Så tror jeg også at resultaterne kommer efter. Det er den ændring vi har været inde over med Svend, Mikkel og jeg. Der skal være plads til at vi også kan have det sjovt. Når folk trives, så kommer resultaterne. Det kan vi både se og mærke”, forklarer Ulrik Prahl Østergaard.

Nye kunder, nye markeder og drømmene

Som leder for en virksomhed, som Ulrik nu er blevet det, skal man turde drømme på vegne af sin virksomhed. Det tøver Ulrik heller ikke med. Der skal være plads til at drømme stort, forklarer han. “Vi vil meget gerne udvikle vores forretning”, fortæller Ulrik.

“Men først og fremmest handler det om, at finde de rigtige folk til at være en del af vores hold. Vi er i en periode for Monjasa, hvor flere af de unge vi sendte ud i verden for år tilbage nu begynder at vende snuden ‘hjem’ her til Fredericia, hvor de gerne vil være med til den udvikling der ligger forude. Udover at flere vender hjem, så har vi en klar målsætning om, at vi også i fremtiden skal udklække fremtidens medarbejdere her i huset, så de er klar til at drage ud i verden og støtte Monjasa’s udvikling”, fortsætter han.

Ulrik er ikke bleg for at drømme på virksomhedens vegne. Når det kommer til at drømme på egne vegne, så tør han også gerne drømme højt. “Jeg vil da gerne have min chefs job på et tidspunkt”, fortæller han. “Jeg vil altid forsøge at ansætte folk der stræber for at få mit job. Jeg tror det ligger dybt i mange, at man gerne vil udvikle sig. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Det skal ikke handle om titler og ansvar, men det skal handle om den personlige udvikling. Det er klart, at jeg på sigt gerne vil noget mere, men her og nu er det vigtigste, at jeg fastholder min udvikling og vokser med det ansvar jeg nu har fået”, fortsætter Ulrik.

“Jeg har også et liv udenfor Monjasa. Jeg har min kone og mine to børn, som jeg meget gerne vil bruge tid med. Jeg er af den overbevisning, at man altid skal turde udfordre sig selv, men samtidig skal man grundigt overveje alle skridt man tager. Men det ligger ude i fremtiden, lige nu er det vigtigste at jeg får udviklet mig i min nye rolle. Så må fremtiden vise hvad jeg så skal”, lyder det fra Ulrik Prahl Østergaard.

Kort har denne artikel berørt den omgangstone der er i huset. Den er fri og den er fyldt med humor. Skærmen viser de aktuelle priser i den ene afdeling, i den anden afdeling kan man se live fra Monjasa’s skibe rundt om i verden. Der sker meget, men alt sammen foregår det med udgangspunkt i det stærke fællesskab. “Vi har et virkelig godt kammeratskab. Det er som en lille familie”, siger Ulrik. 

Selvom han nu har titel af General Manager, så har Ulrik sine ben placeret solidt her i Fredericia, det er tydeligt at mærke efter en god snak. Han har humor, han er ligefrem – og så er han bundseriøs når tiden er til det.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer