En af de spillere, der har været med på FHK’s rejse fra det første år i 1. division og så til nu at stå i Primo Tours Ligaen med tv-kampe og fyldte haller er Rune Andersen, der fortæller om rejsen, som han og holdet har været på.

Lørdag går det løs for Rune Andersen og FHK-mandskabet igen. BSH er modstanderen i thansen ARENA, og med stjerner som Sebastian Skube, Nikolaj Markussen og Michael V. Knudsen får FHK noget at se til.

“Det bliver en svær opgave, men jeg føler, at vi er klar til at tage imod dem på hjemmebanen med et stætk publikum i ryggen,” siger Rune Andersen.

FHK har spillet to hjemmekampe i sæsonen. Først blev det til en sejr mod GOG og siden er det blevet til uafgjort mod Ribe-Esbjerg.

“Det giver en tro på, at det kan lad sig gøre. Nu slog vi GOG, der virkelig er dygtige, så vi tror på, at vi kan drille BSH,” siger Rune Andersen.

I den sidste testkamp før Primo Tours Ligaen blev skudt i gang mødte FHK netop BSH. Der blev det til en sejr på 35-31 til BSH, og det opgør gør, at FHK har særdeles godt kendskab til lørdagens modstander.

“Det er et klassehold, der virkelig har gode spillere på alle pladser. Vi skal især være klar på deres skytter og Sebastian Skube,” siger Rune Andersen.

Hvad skal I lykkes med?

“Vi skal stå godt i forsvaret, få løbet kontra og se om vi kan stoppe deres målmaskine ,da de laver mange mål,” siger Andersen.

Rune Andersen havde selv ild i armen i den seneste hjemmekamp mod Ribe-Esbjerg, hvor han lavede fem mål på seks forsøg.

“Det er altid fedt at spille godt, så jeg giver den fuld gas med de andre. Jeg skal blive ved med at klø på og tage mine skud,” siger Rune Andersen.

24-årig Rune Andersen skiftede til FHK i sommeren 2016, da klubben rykkede op i 1. division, og nu står den højrehåndede bagspiller og tager harpiksen på i de helt store arenaer i Primo Tours Ligaen.

“Det er mega fedt. Der er også stadig mange af dem, der var med fra 1. division, som er her, og de nye smadrer også igennem, så det er fedt,” siger han.

Hvilken rejse er det, som du har været med på?

“Det er min fjerde sæson nu. Det er lidt af en rejse, og det er hele tiden gået opad. Vi har drømt om ligaen og nu vil man gerne blive med at spille her,” siger Rune Andersen.

Med tilværelsen i Primo Tours Ligaen følger der også tv-kampe med. Førhen var det Rune og co. der sad og så op til spillerne, som spillede i tv, men nu er han selv en af dem.

“Det er sjovt at møde dem man ser i tv, og nu er vi selv en del af det,” slutter han.

FHK og BSH tørner sammen lørdag klokken 16:10.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia