Homes fremvisningsindeks, der er en pålidelig indikator for den fremtidige handelsaktivitet på boligmarkedet, peger fortsat i retning af mange bolighandler de kommende måneder, selv om indekset i januar viste et lille fald i forhold til december.

I januar var der nemlig knap 14 % flere huskøbere på fremvisning, og der var 6 % flere, der så på lejlighed end samme måned for et år siden. For husene er det omtrent det højeste omfang set siden 2007, tæt på niveauet før finanskrisen.

Lars Secher fra Home i Fredericia.

Det kan Home i Fredericia nikke genkendende til.

“Hos home Fredericia kan vi helt sikkert genkende dette billede. Vi har oplevet en vækst på 39% i januar på fremvisninger af villaer, og ang. lejligheder er vi udfordret med at der næsten ingen er til salg da vi nærmest sælger dem inden de udbydes til salg,” fortæller Lars Secher til Fredericia AVISEN.

Den største ‘fare’ lige nu er, at udbuddet af boliger fortsat falder – med undtagelse af Region Hovedstaden, hvor der er kommet lidt flere huse og lejligheder at vælge imellem. Også i Region Midtjylland er der lidt flere lejligheder.

“Boligkøberne har over det seneste års tid fået færre boliger at vælge imellem, men nu kan det være, at der kommer flere til salg. Vi møder flere boligsælgere i hovedstaden, der sætter til salg nu, fordi de kan få en god byttepris, hvis de sælger nu og køber en anden bolig. Bytteprisen mellem en lejlighed og villa er meget attraktiv, og det samme gælder bytteprisen mellem en bolig tæt på København og en bolig lidt længere væk fra hovedstaden, ” siger Mads Ellegaard, relationschef i Home.

Han mener også, at der er sælgere, der er motiveret af de høje priser alene.

“Vi møder flere boligsælgere, der sætter til salg nu, fordi de mener, at priserne er så gode, som de kan blive. En stigende rente, strammere kreditgivning og en skattereform om nogle år vil lægge en dæmper på priserne fremadrettet – især hvor priserne er højest, ” siger Mads Ellegaard, relationschef i Home.

Fremgangen i fremvisninger og handler det seneste år er dog drevet af god aktivitet i hele landet, og det er Homes forventning, at fremgangen fortsætter

“Vi regner med, at 2018 ender med cirka 4 % flere handler end i 2017. Det betyder, at boligmarkedet vil runde en ny milepæl, nemlig 80.000 handler, ” siger Mads Ellegaard.