På Urbania Street Food skiftes der ud i ejerforholdene på to af boderne. Det drejer sig om Gris & Gris og Pizza Mamma, der overtages af velkendte ansigter. Konceptet ændres ikke, fastslår de nye ejere af boderne.

I marts 2019 slog Gris & Gris dørene op med Kasper Østergaard og Martin Andersen ved roret. De slog sig ned på at lave Danmarks bedste kamstegssandwich, men nu har de valgt at sælge konceptet Gris & Gris, der på Urbania Street Food overtages af folkene bag Crepes Hytten, som har ligget på Urbania siden åbningen i juli 2018.

Efter at have haft lukket i nogen tid åbner Gris & Gris op igen d. 29. oktober klokken 16:00.

»Vi kommer til at videreføre konceptet med lidt justeringer. Der kommer blandt andet nyt inventar så det passer i stil med, hvad vi gerne vil have,« siger Cindie Andersen, der slår fast, at man stadig vil kunne få de klassiske Gris & Gris-retter som kamstegssandwich, men der vil komme lidt ændringer på menukortet fortæller hun:

»Vi vil køre mere i det danske køkken med ting som dagens ret og dagens suppe. Det bliver derfor lidt anderledes.«

Det kommer ikke til at få indflydelse, at Crepes Hytten og Gris & Gris nu har samme ejere, slår Cindie Andersen fast.

»Vi kan sagens lave god mad flere steder, så det kommer kunderne på Urbania Street Food til gode,« siger hun.

Drengene fra Marmaris overtager populært koncept

I marts slog Pizza Mamma dørene op. Det var med Camilla Sørensen ved roret, men hun har af familiære årsager valgt at sælge konceptet til Tugay og Aliihsan Okutan.

»Vi startede det op og troede, at det kunne forene sig med børnene, da man kan styre sin egen tid som selvstændig, men det har vist sig ikke at være tilfældet i samme grad som forventet. Vi har to selvstændige virksomheder, og det hænger ikke sammen med fire børn derhjemme,« siger Camilla og fortsætter:

»Jeg gik helhjertet ind i det med, at alt var hjemmelavet , og hvis det skulle fortsætte, så skulle jeg nedprioritere konceptet, og det ville jeg ikke gå på kompromis med. Det var måske naivt, men sådan havde jeg valgt at gøre det.«

Hvordan har tiden med Pizza Mamma været?

»Det har været rigtig godt. Vi nåede at have åbent i kort tid inden, at corona kom og så tænkte vi, at vi ligeså godt kunne lukke og slukke, men folk var gode til at købe takeaway. Vi kunne godt mærke, at folk ikke kom ud at rejse i sommer, da der var rigtig travlt i den periode,« siger Camilla Sørensen.

Tugay og Aliihsan foran Pizza Mamma. (Foto: AVISEN)

Fra d. 1. november er det folkene bag Marmaris, der står bag Pizza Mamma, men de slår fast, at de ikke vil ændre på succesen.

»Vi overtager det som det er. Vi kommer ikke til at lave om på den måde Camilla har drevet det på. Vi har holdt personalemøde, hvor der var god stemning, og de samme piger, som har stået i boden, fortsætter med at være der,« siger Aliihsan Okutan og bliver suppleret af Tugay Okutan:

Vi har længe haft i tankerne, at vi gerne ville være en del af bylivet i Fredericia. Vi har vores koncept i Erritsø, som er et andet end herinde, og man skal ikke sammenligne de to steder.«

Hvordan er I blevet taget imod herinde?

»De gange vi har været herinde er vi blevet taget rigtig godt imod. Det er en stor familie, som vi ser frem til at blive en del af,« siger Tugay.

Både Aliihsan og Tugay gæster Urbania Street Food privat, og de er derfor klar over, hvilket koncept de kommer ind til.

»Der er plads til alle og det er det der er det fede her. Der er dem, der sidder og laver forretning herinde, men det er også drengene, der bare sidder og hygger sig. Det er et populært sted, og der er en god atmosfære,« siger Aliihsan og slutter:

»Det fede ved konceptet er, at der er så mange forskellige køkkener, som man ellers ikke ville have prøvet. Vi glæder os til at blive en del af det, og ser frem til at videreføre et fungerende koncept.«

Pizza Mamma kommer til at følge Urbania Street Foods åbningstider, der i vintersæsonen er fra klokken 16:00 – 21:00 i madboderne mandag-torsag og fredag – søndag fra klokken 11:30 – 21:00.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer