Sydøstjyllands Politi er fortsat til stede med efterforskere og andre politifolk i Fredericia efter en 24-årig mand blev skudt og dræbt i Korskærparken mandag den 24. februar.

Sydøstjyllands Politi efterlyste tirsdag eftermiddag oplysninger fra borgerne om en sortklædt mand på en sort scooter og med en karakteristisk sort styrthjelm, som politiet mistænker for at være gerningsmanden til drabet på den 24-årige mand i Fredericia. Der er flere borgere, der efterfølgende har henvendt sig med oplysninger. Sydøstjyllands Politi har modtaget omkring 30 henvendelser, som der nu gennemgås og efterforskes på baggrund af. Det der kan oplyses på nuværende tidspunkt er, at henvendelserne favner bredt, og at flere af henvendelserne specifikt drejer sig om scooteren, som flere har set køre rundt i Fredericia før gerningstidspunktet. Såfremt der måtte komme nye oplysninger, som kan deles med offentligheden, vil politiet gøre det via en pressemeddelelse. 

’Vi opfordrer fortsat borgere til at henvende sig til os via 1-1-4, hvis de genkender personen på scooteren eller har andre oplysninger i sagen’, det er meget vigtigt for os, understreger politiinspektør Carit Andersen fra Sydøstjyllands Politi.  

Da efterforskningen fortsat er i gang kan Sydøstjyllands Politi ikke aktuelt oplyse yderligere i sagen til offentligheden. 

Visitationszoner
På baggrund af skudepisoden i Fredericia har Sydøstjyllands Politi valgt at oprette visitationszoner i Fredericia. Visitationszonerne oprettes i forebyggende øjemed, og de gælder fra den 25. februar 2020 kl. 13.00 til og med den 25. marts 2020. Der er på nuværende tidspunkt ikke opgørelser af, hvor mange der konkret er blevet visiteret siden oprettelsen af visitationszonerne, og om der har været beslaglæggelser i den anledning.

Fokus på trygheden 
Sydøstjyllands Politi er fortsat til stede med flere politifolk i området omkring Korskærparken og i Fredericia i øvrigt – både med efterforskere og andre politifolk, der har til formål gå i dialog med de beboere, der har brug for at tale med politiet. Formålet er at genoprette trygheden i området og have dialog med borgerne.   

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer