Fra barndommens stationsby Gelsted til 60’ernes København. Det er temaet for portrætfilmen “Hjemme i Verden”, hvor den prisbelønnede danske forfatter Kirsten Thorup fortæller om sit liv og sin kunst. Det skriver Middelfart Kommune i en pressemeddelelse.

Kirsten Thorup blev født i Gelsted i 1942 og fejrer i år sit 50-års forfatterjubilæum.

– I begyndelsen var det lidt pinligt, at jeg beskæftigede mig med noget så udsigtsløst som at skrive digte. Det blev ikke betragtet som et rigtigt arbejde, fortæller Kirsten Thorup, som aktuelt er indstillet til DRs Romanpris og nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Den officielle premiere på filmen er i efteråret i København. Men der er nu hele to muligheder for at møde Kirsten Thorup lokalt og komme til gratis snigpremiere – først den 7. marts på Gelsted Kro, hvor Babyfilm er vært. Og herefter den 13. marts på KulturØen, hvor Middelfart Kultur og Bibliotek sætter fokus på Kirsten Thorups forfatterskab.

– Vi har arbejdet hårdt på at få filmen klar til Kirsten Thorups 50 års forfatterjubilæum. Det var en oplagt ide at vise filmen på kroen. Stedet hvor Kirsten som barn var at finde blandt publikum, når rejsebiografen kom til byen. Og i Gelsted hvor hun er blevet inspireret til sit senere forfatterskab, fortæller Linda Wendel, Babyfilm, der er producer.

Borgmester Steen Dahlstrøm er glad for, at det netop er i Gelsted, filmen vises første gang.

– Gelsted i dag er et stærkt lokalsamfund, der er båret af ildsjæle og et erhvervsliv i udvik-ling. Det er en by, hvor man vil hinanden, og hvor nye familier kommer til. Men jeg tror ikke, det er alle, der ved, at Gelsted har fostret en af Danmarks store forfattere. Så jeg håber, der er mange, der vil tage imod muligheden for at blive lidt klogere på Kirsten Thorup – og på den måde også på byens historie, siger Steen Dahlstrøm.

Åben Thorup-café
På KulturØen vil der i ugen mellem den 6. og den 13. marts være særligt fokus på Kirsten Thorup og hendes forfatterskab.

Mandag den 6. marts kl. 11 og en time frem er der Åben Læsecafé på biblioteket, hvor Kirsten Thorups roste roman fra 2006 “Førkrigstid” er på programmet. Thorup blev i 2007 nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for denne bog, som foregår i Gelsted i slutningen af 1930erne og handler om kvinden Dinna, der er gift med købmanden Sigurd.  Dinna har sine bekymringer om både familien, økonomien, sin mand og den uundgåelige bysladder.

Bogen kan hentes og lånes på biblioteket på KulturØen, og det er gratis at deltage i Læsecaféen.

Filmklip, interviews og bøger
Rundt på KulturØen kan man blive endnu klogere på den lokale forfatter. I de gule skattekister kan man liste ind og varme op til snigpremieren på “Hjemme i Verden” eller blot få endnu mere at vide om Kirsten Thorup. Her vises der nemlig klip med oplæsning og interviews.

Og det er et spændende forfatterskab at gå på opdagelse i. Det har det også været for portrætfilmens instruktør Torben Skjødt Jensen:

– I sit forfatterskab svæver Kirsten Thorup rundt imellem sine virkeligheder – på den ene side sin egen konkrete og familiære baggrund og på den anden side det fiktionsunivers af romankarakterer, som hun skriver om med udgangspunkt i sin egen virkelighed. Og det har været både interessant og tankevækkende at begive sig ud på en rejse med Kirsten med udgangspunkt i netop hendes forfatterskab. For hvor går grænsen mellem virkelig virkelighed og fiktionel virkelighed, spørger Torben Skjødt Jensen.

Det kan brugerne på Middelfart Bibliotek undersøge nærmere. En del af Kirsten Thorups mange romaner – både i bogform og som lydbog – er lagt frem forskellige steder på biblioteket – lige til at låne med hjem. Hvis man skulle få lyst til at læse eller genlæse de populære romaner “Himmel og helvede”, “Bonsai” eller “Ingenmandsland”, skal man lægge vejen forbi voksenudlånet på 1. salen. Her kan man også trække et Thorup-citat, der enten kan tjene som inspiration – eller som bogmærke.

Endelig har det lokalhistoriske arkiv i Ejby været i gemmerne og fundet fotos fra den tid Kirsten Thorup boede i Gelsted. Billederne er ligeledes udstillet på KulturØen op til snigpremieren i Panorama Biografen.

På Middelfart Kultur og Bibliotek glæder de sig til at byde velkommen:

– Kirsten Thorup er jo dansk litteraturs grand old lady. Hun har gennem tiden modtaget et hav af priser bl.a. Kritikerprisen, De Gyldne Laurbær og Det Danske Akademis Store Pris, og på biblioteket kan vi se, at hun er en forfatter, som altid er aktuel, og som altid bliver læst – uanset om hun lige har udgivet noget nyt eller ej, fortæller leder af Middelfart Kultur og Bibliotek Charlotte Pedersen.

– I denne sæson har vores to Romanklubber for eksempel læst og diskuteret hendes seneste roman, og i forbindelse med snigpremieren på filmen om hende, afholder vi en Åben Læsecafé, hvor vi vil læse en af hendes tidligere romaner, nemlig “Førkrigstid”, som netop foregår i Gelsted. Det er jo ret fantastisk at tænke på, at en af sværvægterne i dansk litteratur har rødder her, siger Charlotte Pedersen.

Sådan kommer du med til snigpremiere i Gelsted:
Tid: 7. marts kl. 18.30
Sted: Gelsted Kro
Gratis billetter kan afhentes på Gelsted Kro eller i Super Brugsen i Gelsted fra den 28. februar. (maks fire per person)
Kirsten Thorup, filmens instruktør Torben Skjødt Jensen og producer Linda Wendel fra Babyfilm er til stede ved arrangementet og byder på en forfriskning

Sådan kommer du med til snigpremiere i Panorama i Middelfart:
Tid: 13. marts kl 18.30.
Sted: Panoramabiografen på Kulturøen
Gratis billetter kan bestilles på biografens hjemmeside www.0024.dk under “særarrangementer”
Ved snigpremieren deltager Kirsten Thorup, Torben Skjødt Jensen og Linda Wendel fra Babyfilm.