Onsdag d. 16. september byder Alliance Francaise i Fredericia velkommen til efterårets første arrangement. Det drejer sig om forevisning af filmen ”Arlette – en historie vi aldrig må glemme”. Filmens producent, Thomas Kvist Christiansen vil introducere filmen og fortælle om baggrunden for filmen m.m.

”Arlette – en historie vi aldrig må glemme” er version 2 af den første film af samme navn. Der er kommet mere baggrundsmateriale med, f.eks. om hele historien i Frankrig under 2. Verdenskrig, der er flere interviews med mennesker, der stod Arlette nær, da hun boede i Clermont-Ferrand – og vi får det hele strikket flot ind i hvad der ellers skete i Europa på det tidspunkt – rundt om historien om Arlette og hendes ophold i Auschwitz – og de to efterfølgende dødsmarcher, som Arlette også overlevede.

Filmen viser historien om Arlettes tilbageholdelse på universitetet i Clermont-Ferrand, de midlertidige ophold – først på kasernen i byen – og derefter transport til Paris til Drancy-lejren – og dernæst om togtransporten til Auschwitz i Polen – og hendes ophold der.

Udover de vidner, der selv var tilstede, da tilbageholdelsen på universitetet skete, hører vi også en fransk historiker fra universitetet, som er vældig god til at forklare om de mange politiske intriger og, om fronterne i Europa, der ændrede sig fra dag til dag.

Arlette Andersen har været et fantastisk vidne til, hvad hun var udsat for dengang i 1943-45 – og hun har holdt mere end 500 foredrag om sine oplevelser på landets gymnasier. Det ER en historie, vi aldrig må glemme!

Det er også derfor, at Alliance Francaise viser filmen i år – forskudt 5 måneder på grund af Corona. Film-forevisningen og foredraget finder sted på Fredericia Gymnasium, Nørrebrogade 88 kl. 19.00 onsdag d. 16. september. Der er – igen på grund af begrænset antal pladser – tilmelding til Thomas Kvist Christiansen på post@kvistkommunikation.dk – og betaling af entré ved indgangen. Filmforevisningen foregår i auditoriet, hvor der er god plads.

Leave a Reply