Ambitionerne er store. Foreningen Taulov Station vil overtage den gamle station for at skabe et spændende sted i byen og bevare bygningen. Man ønsker at skabe et sted med aktiviteter for alle, og nu efterlyser man politisk engagement.

– Det er en ikonisk bygning. Den brændte i 1880 og blev genopbygget 2 år senere. Oprindelig havde den et lige tag, men med en udnyttet tagetage. Det var altafgørende at have den bygning. Kommunikationen gik gennem jernbanen. Vi mener at vide at Gl. Taulov bestod af 6 huse og gårde og lynhurtig kom der flere til. Der kom forretninger og beboelse efterfølgende, fortæller Schoubo.

I mange generationer blev stationen omdrejningspunktet i Taulov. Men så blev den taget ud af drift. En periode fungerede den som posthus. Så kom der privat udlejning. Men i de sidste 5-6 år har den stået gabende tom. Men det vil foreningen Taulov Station altså gøre noget ved:

Jan Schoubo der er formand for den lokale forening, har set længe på den gamle stationsbygning fra 1856. Da jernbanenettet dengang blev opbygget i Danmark var enhver station guld værd. En station symboliserede en bys betydning og var samtidig med til at vise omverdenen, at her var der udvikling og liv.

– Vi vil bevare bygningen. Da vi talte uformelt om hvad den skal bruges til, så var det noget med lys i vinduerne og et sted der gør, at man trygt kan færdes på perronen. Det skal være et samlingspunkt. Et forsamlingshus i byen. Det er kun fantasien der sætter grænsen for, hvad den kan bruges til. Får vi lov, så kan den lejes ud som festlokale, da der ikke er noget i den her ende af Taulov. Vi har lagt et stort arbejde i konkrete planer. Vi fik penge af fællesrådet og brugte dem på Tegnestuen Mejeriet i Kolding for at få en ide til, hvordan det kunne se ud og hvad det ville koste. Vi arbejder videre med ideerne og gør det mere realistisk. Men de ideer der kom frem, var at skabe et multihus. Et stort lokale i stueetagen, og måske hvis vi kan få lov tre små kontorer på 2. sal til iværksættere eller lignende, så der er liv i det udover ved arrangementerne.

Bygningen tilhører DSB. Hos DSB har man skabt et projekt omkring nyt liv på stationerne i Danmark. De har 30 andre stationer af lignende karakter, der heller ikke bruges. En af dem ligger i Ringe, hvor foreningen Taulov Station har været på besøg for at få inspiration. Desværre er dialogen med DSB gået i stå efter at foreningen kom med et bud på at købe ejendommen af dem. Schoubo er ærgerlig over det, for man havde forventet at når der var kommet et udspil til en købspris, ville der være en forhandling. Den pris som DSB krævede, syntes de var for høj. Derfor bød de under.

– I næsten et halvt år rykkede vi for svar, og nu havde man ombestemt sig, og ville rive den ned. Man vil rive bygningen ned og lave en græsplæne. Vi kom på barrikaderne og gik i gang med at finde ud af hvad vi gør. Fordi den er bevaringsværdig, så kan man lave indsigelse, og der skal laves en lokalplan. Vi har indikationer på, at de ikke er fremmede over for ideen. Vi samler lige nu underskrifter og det er gået forrygende. Vi har fået 625 underskrifter og er kun halvvejs igennem Taulov. 1000 underskrifter er ikke et urealistisk mål. Udover de underskrifter vi har fået, er der kun 25, der ikke ville skrive under, og det siger noget om opbakningen, siger Jan Schoubo.

Nu arbejder foreningen på at skabe politisk interesse for ideerne hos Fredericia Byråd. Derfor håber Schoubo at politikerne også kan se et perspektiv i at bruge den gamle stationsbygning til at få et aktivt lokalsamfund i Taulov, der ifølge Schoubo i dag er præget af at være en pendlerby.