Vin- og tapasbaren Perhaps i Købmagergade mærker foråret kommer og sætter derfor fokus på årstiden i et nyt og lækkert menukort. 10 nye retter på menukortet, hvor et af højdepunkterne blandt andet er jomfruhummer med en creme lavet på kamille, citrontimian og blæk.

Musikken spiller med den dygtige guitarist og sangskriver Tim Christensen i højttalerne, og de to kokke i restauranten Mads Täkker og Thomas Schmidt Jensen har travlt. Forberedelserne til weekenden er i gang. I morgen står den på teaterpremiere, når Fredericia Teater har verdenspremiere på Prince af Egypt.

“Vi glæder os til at vise vores nye menukort frem. Vi har lagt mange overvejelser ind i processen. Vi har siddet i flere dage og arbejdet med, hvad der kunne tiltale vores gæster, men også de rent gastronomiske overvejelser omkring at give vores gæster overraskelser og nye oplevelser,” siger Mads Täkker.

Thomas Schmidt Jensen fortsætter:

“Vi har forsøgt at lave et bredt menukort, hvor man blandt andet møder en ølpølse med køkkenchefens hjemmelavede karryketchup til den opgraderede hotduck med konfekterede and og andepølse. Men det generelle fokus har også været på de mange gode råvarer, vi arbejder med. Udviklingen af menukortet har også været spændende at arbejde med. Vi har nemlig givet os selv det benspænd at tænke anderledes og komme endnu et skridt tættere på vores mad-DNA.”

Det nye menukort gik i luften onsdag aften, og vil køre frem til sommer.