For ringe at spare borgervejledning væk

Åbent brev til byrådet

Vicevært John Hald er utilfreds med at borgervejlederen skal spares væk (Foto: Fredericia AVISEN)

af John Hald, vicevært

Jeg har i de sidste par år haft et godt indtryk af borgervejlederen i Fredericia Kommune, og ved af personlig erfaring at han har hjulpet rigtig mange mennesker i svære situationer.

Derfor kommer det også meget bag på mig, når jeg nu kan læse at forvaltningen i kommunen ønsker at spare hans stilling væk. Det ser jeg som en rigtig dårlig ide, der i hvert fald ikke handler om at gøre noget godt for borgerne i Fredericia.

Som vicevært har jeg oplevet, hvordan borgervejlederen har hjulpet mennesker i bolignød med at finde tag over hovedet, eller løse deres hverdagsproblemer og tage sig af dem. Ofte har der været tale om dem, der havde allermest behov for hjælp. Sådan noget hører man om, når man snakker med beboerne.

Når der endelig er en ansat en person i det offentlige, som formår at skabe bred tillid i befolkningen er det fuldstændig vanvittigt at fjerne ham. De fleste af os i byen med kendskab til sociale problemer ved udmærket at det i forvejen kan være svært nok at få det offentlige i tale.

Mit indtryk er at borgervejlederen har været fuldstændig upartisk, og derfor har haft langt større mulighed for at tale med folk end de almindelige sagsbehandlere der skal spare penge på kommunens vegne.

Jeg opfordrer derfor alle byrådspolitikere til at stille sig bag ved borgervejleder Jesper Gottlieb og sørge for at hans stilling bliver bevaret. Alt andet vil være udemokratisk og i strid med de mange ting vi hørte under sidste valgkamp.

Jeg bliver simpelthen forarget. Som vicevært opever jeg ofte hvor pressede mennesker kan være. Og derfor oplever jeg også de mange, der har haft enorm glæde af at kunne få hjælp af byens borgervejleder. Endelig var der et socialt initiativ, der kun var til borgernes fordel og ikke forvaltningens.

Hvis I skal spare, så er jeg sikker på at er der andre medarbejdere med højere lønninger, der bedre kan undværes.

https://www.facebook.com/events/2400413516865985/