På den historiske lokale adresse, Købmagergade 56, hvor Hollywood tidligere havde til huse, opstår nu et nyt spillested i topklasse i Fredericia. Navnet bliver Aha og stedet vil kunne huse 500+ gæster til både koncerter, DJs, dans og loungestemning.

Fredericia skal i fremtiden også kunne markere sig som et samlingspunkt for musikelskere i hele Syddanmark og Østjylland. Livemusik, DJs, underholdning og loungestemning vil udgøre fundamentet på Aha, som åbner omkring påsken næste år, efter en gennemgribende ombygning af de eksisterende lokaler.

Sammen om en mere attraktiv by

Ved fortsat at samarbejde omkring tilbud der binder totaloplevelsen af byen sammen, kan vi gøre Fredericia endnu mere attraktiv for borgerne og oplandet, mener den lokale erhvervsmand Anders Østergaard, som står bag ideen og projektet:

”Fredericia er i en rivende udvikling på en lang række områder, men i al beskedenhed, mener jeg, at byen mangler et sted at gå hen efter en god aften på Fredericia Teater, Ti Trin Ned, Oven Vande, eller Urbania Street Food, blot for at nævne et par gode eksempler.”

”Live og glade dage”

”Min årgang var heldig at vokse op med et bredt udvalg i aften- og nattelivet. De fleste husker navne og steder som Knudsborg, Chanelle, Nelly Ó Grady’s, Mary McGee’s, Hollywood, og stemningen fra dengang. Aha spoler tiden tilbage til det brede udvalg af underholdning, blot samlet under ét tag. Aha skal føre os tilbage til lyden af livemusik med en stemning, som gør, at mennesker mødes og kommer hinanden ved – i de allerbedste omgivelser.

Med inspiration fra 80’ernes og 90’ernes største kunstnere, er Aha både på indretning og musik en nutidig cocktail med et strejf af ”de gode gamle dage”. Stedet henvender sig til det modne publikum, og vi håber, at Aha vil være med til at gøre Fredericia til en endnu mere attraktiv og levende by,” siger Anders Østergaard.

Fakta om Aha

Aha bliver et spillested på ca. 600m2 på adressen Købmagergade 56 B & C. Scene, lyd, lys og rammer i international klasse vil gøre Aha til et unikt spillested i Danmark med musikalske oplevelser i særklasse. Aha har netop modtaget 5-bevilling, og vil fortrinsvist have åbent fredag og lørdag, samt ved specielle lejligheder.

https://www.eventc.dk/events/