For fjerde gang afholder Seniorhuset I.P. Schmidt åbent hus. Arrangementet finder sted på lørdag fra klokken 10 – 14:00, hvor huset vil bugne af liv på alle etager med levende musik.

I dagligdagen er der et væld af aktivteter i Seniorhuset I.P Schmidt, og på lørdag viser de huset frem for alle interesserede.

“Vi forventer, at der kommer mange gæster. Vores mål er at vise, hvad der sker i huset, og forhåbentligt inspirere folk til at komme her,” siger Mary Larsen, der er Formand for Centerbestyrelsen i Seniorhuset I.P. Schmidt.

Foto: Seniorhuset I.P. Schmidt

Hvad kan man opleve til åbent hus-arrangementet?

“Der kommer en masse udstillere, som viser deres arbejde. De vil tiltrække nye brugere, og det er alt lige fra kniplere, bridge, tarok, frimærkeklubben og andre,” siger Mary.

Hvad får I ud af at holde åbent hus?

“Når man kommer og ser aktiviterne, så kunne det være, at nogen bliver interesseret i at blive frivillige. Vores hus er båret af frivillige, og derfor skal vi holde et udstillingsvindue. Derfor skal vi lokke nye gode kræfter til,” forklarer Sussie Enghøj Bruun, som er aktivitetsleder.

Foto: Seniorhuset I.P. Schmidt

I forbindelse med åbent hus-arrangementet er der foruden 17 forskellige stande også andre aktiviteter. Blandt andet er der klokken 9:30 musik ved 6. Juli garden, der spiller i gaderne og gården, og der vil være musik på alle etagerne.

“Det er med til at give en rigtig hyggelig stemning, som minder om sådan en markedsplads,” siger Sussie.

Hvordan er det at afholde sådan et arrangement?

“Det er fantastisk. Vi får vist vores hus frem, og der er ikke mange steder man får de tilbud, som vi har her,” siger Mary.

Foto: Seniorhuset I.P. Schmidt

Hvordan er det at se de glade mennesker til et åbent hus-arrangement?

“På de frivilliges vegne har jeg stor stolthed sådan en dag, fordi det bliver åbenbart hvor stort et stykke arbejde de frivillige udfører. Det vil have en stor effekt på folks liv, hvis man tager dem væk. I dagligdagen er der cykelpiloter, læseklubber og sådan noget. Det er stjernestunder, som de enkelte får, og det gør det hele værd for mig,” forklarer Sussie.

Hvad er det, som Seniorhuset I.P. Schmidt kan?

“Vi har exceptionelt flotte facilitter , som man låner gratis, og man sætter folk sammen i interessefællesskaber. Det er også et dagligt udstillingsvindue, som man kan blive lokket til at deltage noget mere i,” siger Sussie.

Programmet for åbent hus:

Kl. 09:30: 6. Juli Garden spiller i gaderne og i gården.
Kl. 10:00: Champagne og velkomst i caféen ved Mary Larsen, Centerbestyrelsen, og Susanne Bjerregaard Mørck, Formand for Senior- og Handicapudvalget
Kl. 10:15: Boderne åbner på alle tager.
Kl. 11:00 – 13:00: I dagens anledning sælges der ribbenssteg med tilbehør til kun 40 kr. inkl. et glas vin, en øl eller en sodavand.

I løbet af dagen vil der være underholdning ved Tavlhøj Husorkester og Fredericia Harmonika Klub.

Fakta Seniorhuset I.P. Schmidt:

  • I alt rummer huset 19 lokaler, hvor det største har plads til 150 personer.
  • I løbet af en tilfældig uge har der i Seniorhuset I.P. Schmidt været op til 52 forskellige aktiviteter.
  • Der langes 150 portioner mad over disken i caféen hver dag.
  • 21 forskellige foreninger eller kommunale afdelinger bruger Seniorhuset
https://www.facebook.com/events/2400413516865985/