Fredericia KF har startet et forløb over fem træningspas, hvor omkring 20 piger fra forskellige klubber i området, er tilmeldt og hvor teknikken er i fokus. Fredericia AVISEN var med til første træning, hvor vi talte med en af pigerne, som fortalte, at hun ser op til landsholdsstjernerne Pernille Harder og Nadia Nadim.
Sikke en måde at slutte dagen af på. Turen gik tidligt onsdag aften til KFUM Parken, hvor 20 forventningsfulde piger var klar klokken 17:30.

I samarbejde med Trelde GI havde Fredericia KF stået for at arrangere tekniktræningen, hvor man skulle tilmelde sig på forhånd og det ikke var noget krav, hvilken klub man spiller i.

Tina Aabo Frederiksen registrerede spillerne, da de meldte deres ankomst og alle fik udleveret en Fredericia KF-trøje og efterfølgende bød Tina velkommen.

Træningsforløbet har til formål at fremme pigernes tekniske kunnen, og det bar opvarmningen også præg af, da det hele foregik med bold.

Efter at have fået varmen i kroppen var det tid til at gå sammen to og to. De forskellige varianter af afleveringer blev øvet. Det gjaldt indersideafleveringer, ydersideafleveringer og afleveringer med vristen. Som bekendt gør øvelse mester, og derfor skulle pigerne udføre det med begge ben. Selvom det dårlige ben var knapt så godt til at starte med, var det tydeligt at se, at flere af pigerne har flair for den tekniske del af fodbolden.

Træningen varede ialt i halvanden times tid, og det var en flok glade piger, der efter en veloverstået første gang med teknik træning fik frugt og noget at drikke.

Maja, der er en af deltagerne, glædede sig over den første gang med forløbet.
“Det har været rigtig dejligt at være her. Det har været sjovt og jeg har lært en masse,” siger Maja og fortæller, hvad hun blandt andet har lært:
“Vi har lært noget om indersider og afleveringer. Vi har skullet aflevere med begge ben.”

Hvem ser du op til af fodboldspillere?
“Pernille Harder og Nadia Nadim, de er rigtige gode og spiller for Danmark, så dem kan jeg godt lide,” forklarer Maja og fortæller, at hun gerne vil være lige så god som specielt Pernille Harder, som i 2018 blev kåret som Europas bedste kvindelige fodboldspiller.
Forløbet med teknik træning var den første af i alt fem gange, hvor det hele afsluttes med, at der kommer en street fodbold-kunstner og lærer pigerne tricks, og efterfølgende giver et “show”.
