Gennem de seneste måneder har der været tavshed fra Fredericia Kommunes netop bortviste kommunaldirektør, Annemarie Zacho-Broe, men nu giver hun lyd fra sig i en opdatering på Linkedin. Her fortæller hun om de konsekvenser den store mediecentrifuge har haft og samtidig mener hun ikke, at der har været fokus på den egentlige sag.

Tidligere i dag meddelte Fredericia Kommune i en pressemeddelelse, at Annemarie Zacho-Broe er blevet bortvist. Samtidig er to nye direktører konstitueret.

Annemarie Zacho-Broe skriver på Linkedin:

Kære alle.  

De sidste fire måneder har Fredericia været igennem en større medie-centrifuge, end jeg tror, nogen havde forestillet sig. Fra at omhandle den tidligere borgmesters køb af en grund i 2016 og Ekstra Bladets dækning heraf, har sagen udviklet sig til en mediestorm, som jeg hverken håber eller tror, nogen havde ønsket sig. Meget af dækningen har handlet om personer, mindre end den har handlet om sagen. For nuværende virker det tilnærmelsesvist, som om de fleste har glemt, hvor og hvorfor det hele startede.  De sidste uger og måneder har budt på et hidtil uset antal artikler, som mest af alt bidrager til at sætte Fredericia i et lys, som kommunen ikke fortjener. Meget, meget lidt har handlet om den flotte udvikling, Fredericia har været på de sidste år.   Ingen er perfekte. I politik, organisation og ledelse har vi alle et ansvar. Et ansvar for udvikling og et ansvar for at tage dialogen. Et ansvar for at få rettet op på fejl og et ansvar for at gøre tingene endnu bedre i morgen.

Et ansvar for det der gavner byen og kommunen, for det der giver os stolthed, men også ansvar for dialogen om det, der er svært. Det er nemt at se bagud og vurdere, hvad man skulle have gjort. Det er sværere at tage ansvar for, at det ikke skete.  Når ting spidser til og ledelse bliver svært, kan der være behov for at finde en årsag eller en ‘syndebuk’. Det forstår jeg godt – men jeg køber ikke præmissen. Sejrene har mange fædre (og mødre). Det modsatte synes sjældent betimeligt. Ægte ledelse handler om at kunne tage ansvar, når det bliver svært, dilemmafyldt og udfordrende. Sådan er det at lede en organisation af mennesker og med mennesker i.   I disse dage ser jeg sider af Fredericia, som gør mig trist.

Et topjob i demokratiets tjeneste har været et kæmpe privilegium for mig. Men det har også en pris.  Jeg har været lykkelig over at have haft muligheden for at være med på en del af Fredericia Kommunes flotte rejse. Og jeg har om nogen været ulykkelig over opleve, hvordan tingene har udviklet sig over de sidste måneder. Jeg har altid troet på sagen og har været drevet af handlinger, udvikling og resultater. Fokus på bolden og ikke på manden. Jeg har været optaget af at passe på organisationen og skabe resultater gennem den holdindsats, det altid er, når vi skal have tingene til at lykkes. Det har været hårdt, sjovt, lærerigt og en kæmpe gave! Jeg tror på læring og udvikling. Ikke at verden bliver bedre af, at man peger fingre. Så det vil jeg undlade. Jeg vil blot sende en stor tak til alle, der har været en del af rejsen gennem mine fire år i Fredericia. De 4000 ansatte, vores mange fantastiske samarbejdspartnere, byens driftige erhvervsliv, kulturpersoner, uddannelsesinstitutioner, stat, region, foreningslivet og ikke mindst civilsamfundet, som på helt særlig vis er kommet langt tættere på den fælles opgaveløsning gennem årene. Jeg vil ønske den nye direktion, koncernledelsen og byrådet i Fredericia det allerbedste for Fredericias fremtid.

I står med en vigtig opgave i jeres hænder.  Jeg har de sidste dage og uger oplevet hårde angreb på min person. Jeg har læst mange artikler og opslag på sociale medier med udlægninger af en virkelighed, jeg på ingen måde kan genkende. Jeg har fået trusler og chikanerende beskeder fra mennesker, jeg aldrig har mødt – skrevet på baggrund af det mediebillede, der er skabt. Det skal man kunne tåle som topchef. Jeg håber, at der også er forståelse for, at angrebene, rygter og udokumenterede beskyldninger ikke blot rammer mig, men også de mennesker, som står mig nær. Min familie. Jeg vil gerne appellere til en ordentlig tone i den kommende tid. Ikke kun i forhold til Fredericia. Men helt grundlæggende appellere til en ordentlig tone, når vi har med mennesker, ledelse og organisationer at gøre. Det skylder vi hinanden.   

For nu: Pas på hinanden. Pas på Fredericia.  Annemarie.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer