I Fredericias gader så man i dag nye skoletasker i alverdens farver. Der var smil og glade dage hos de små og store elever. Nogle cyklede, andre gik hånd i hånd eller brugte deres løbehjul og så var der naturligvis også gang i afleveringsramperne, hvor forældrene i biler, afleverede deres dyrebare poder i skole.

Venskabsklasserne fra 4. klasse stod klar til at byde de nye 0-klasser velkommen på skolen.

På Høgevej var det skoleleder Tina Möglich, der bød forældre, bedsteforældre og elever velkommen til et nyt skoleår og samtidig betonede fællesskabet. Her blev skolens 0-klasser også introduceret til deres nye venskabsklasser fra 4-klasse.

”Sikke mange glade børn, jeg ser i dag. I kan tro, at vi har glædet os til denne dag og til at byde jer velkommen i fællesskabet. Hvis nogle måske har kriller i maven, så kan I være sikre på, at når vi først får skoleåret i gang, så vil I glæde jer til at komme i skole”.

Enkelte af de nye elever gemte sig dog bag forældrene indtil de fandt deres venner fra børnehavetiden. Herefter var der stor begejstring over at få udleveret mapper og se sit navn på den nye plads.

På Erritsø Fællesskole blev eleverne også budt velkommen og fik udleveret en masse bøger, så taskerne var noget tungere at gå hjem med, da Fredericia Avisen var forbi ved to-tiden.