USA er verdens førende nation målt på stort set alle parametre indenfor indflydelse og magt. Det har man været siden anden verdenskrig sluttede og den kolde krig begyndte. Selv under våbenkapløbet med Sovjetunionen besad USA den reelle magt på kloden, hvor man uden de store problemer overtog resterne af det britiske emperium samtidig med at det lykkedes at danne et internationalt samarbejde med USA som den ledende nation.

Også Danmark kom i 1949 ind under den amerikanske paraply, selvom vi principielt havde været på den forkerte side med samarbejdspolitikken overfor Tyskland, der først ophørte i 1943. Danmarks medlemsskab af NATO gjorde også danskerne til en amerikansk marijonetstat, hvor vi stort set har gjort hvad amerikanerne sagde det meste af tiden på de sikkerhedspolitiske og internationale plan. Med modtagelsen af Marshall-hjælpen i 1950’erne gennemgik Danmark en amerikanisering hvor vi som mange andre af USA’s vennestater blev ramt af en massiv bølge af amerikansk kultur og inspiration. Den har været her stort set siden, således at det amerikanske i dag findes i sproget, maden, filmen, litteraturen og meget andet.

Men det kan være meget vanskeligt at forstå amerikansk politik. Ikke mindst fordi det amerikanske valgsystem virker til at være fjendtligt indstillet overfor vælgerne. Man kan ikke vinde et præsidentvalg ved at få de fleste stemmer, og man skal selv gøre en aktiv indsats for overhovedet at få lov til at stemme. Det mest spetakulære forløb omkring det perspektiv er valget mellem Al Gore og George W. Bush i 2000, hvor ganske få stemmer i delstaten Florida gjorde Bush til præsident, selvom Gore havde fået flest stemmer i hele USA. Det samme skete i 2016 hvor Hillerary Clinton fik flest stemmer i hele USA, mens Donald Trump vandt flest stater.

Systemet er så sindrigt, at det ikke kan betale sig at forklare det. Det handler dybest set om at gøre det så svært som muligt for almindelige vælgere at stemme, så de ikke finder det umagen værd. I Danmark har vi automatisk valgret, hvor alle borgere får tilsendt stemmesedler. I USA skal man aktivt tilmelde sig. Dertil kommer mange lokale valgforanstaltninger, lokale og regionale forskelle og meget mere.

Præsidentembedet har indtil Donald Trump kom til magten været forbundet med en næsten mytisk magt. Den amerikanske præsident var “den frie verdens leder”, et begreb der blev fremmet under den kolde krig, hvor mange lande var underlagt det Sovjettiske diktatur, der blev opretholdt med militær magt. Men efter Trump blev præsident er selve myten punkteret. Nu er den amerikanske præsident i manges øjne forvandlet til en vittighed. Sådan ser det ud på verdensplan, hvor Donald Trump har gjort USA mere til grin om ugen end den tidligere præsident for Rusland – og berygtigede drukmås – Boris Yeltsin – gjorde Rusland til grin i hele sin karriere. Det siger ikke så lidt. En af Yeltsins mest berømte skandaler var at drikke sig for fuld til at stå ud af flyveren til et statsmøde i Irland, så flyveren måtte vende om.

Men alt dette er småting i Trump-æraen. Donald Trump har radikalt ændret på hele målestokken for skandaler, sandheden, æren, værdigheden, troværdigheden, virkeligheden og meget mere. Der findes kun et før og et efter Trump. Før Trump var det en skandale at have en affære mens man var gift. Efter Trump er det ikke en skandale at betale pornomodeller tavshedspenge. Før Trump var det en sensation at blive stillet for en Rigsret. Efter Trump er det en mindre begivenhed, der er glemt på få uger. Tænk blot på hvor længe republikanerne grillede Bill Clinton over hans vidneudsagn i Monica Lewinsky-skandalen. Man kunne blive ved. Stort set alle dage, uger, måneder og år af Donald Trumps regeringsperiode har været præget af vanvid.

Men alt dette er i virkeligheden uinteressant. Det er slet ikke det, der handler om.

Mand til mand (Foto: kremlin.ru)

Det handler om at der er næsten lige så mange amerikanere, der lader til at ville stemme for vanviddet, som dem der ikke vil. Taget i betragtning hvor voldsomme og næsten psykotiske overspringshandlinger der er tale om i Trumps regering og ledelse, så er det forbløffende. Alt dette er ikke et spørgsmål om en bestemt politisk holdning. Videnskab og dermed viden har altid været funderet i en ide om, at vi i fælleskab anerkender nogle spilleregler for fakta. Det er disse spilleregler, som Donald Trump og Trumpisterne har sat ud af drift. I Trump-æraen ændrer man uden problemer virkeligheden fra time til time, dag til dag, måned for måned. Det spiller ikke nogen rolle om der er filmklip med Trump, hvor han siger det en ting og så det modsatte bagefter.

Det eneste vigtige for næsten halvdelen af de amerikanske vælgere er hvem de holder med.

Derfor er det amerikanske præsidentvalg den 8. november 2020 ikke nogen gyser. I 2016 spåede alle meningsmålinger at Hillary Clinton ville vinde. Resultatet blev et smædende nederlag til meningsmålinger. Chokerede journalister så måbende og så på, hvordan hele deres fundament smuldrede og deres spådomme blev latterliggjort i real time. Også denne gang har man længe spået at Joe Biden fører over Donald Trump. Men belært at situationen i 2016 må mere besindige hoveder konstaterer hvorledes amerikanerne er så polariserede, at det endelige resultat er mere end usikkert.

Samtidig er det en kendsgerning af Joe Biden er en ældre herre. I det hele taget er det utroligt, at så stort og rigt et land som USA ikke kan producere præsidentkandidater i 2020, der er under 65 år gamle. Det vidner om der forfald, det amerikanske demokrati er i. I forvejen er de mange særinteresser og pengene involverede i amerikansk politik chokerende for vores breddegrader. Ligger man dertil besværlighederne i at gennemføre en ordinær valghandling til, er USA rent demokratisk en underskudsforretning. Derfor er det også paradoksalt og mirakuløst, at amerikanerne i så lang tid har kunnet dominere den vestlige verden. Selvom EU langsomt har rejst sig som en stærk alliance, så er det først med Donald Trumps præsidentembede, at de europæiske ledere er begyndt at vågne op og overveje, om det nu er så smart at man ligger hele sin udenrigspolitik ind under Washington.

Hvis en fiktionsforfatter i 2015 havde begivet sig ud i at beskrive hele perioden 2016-2020 i en roman, hvor vedkommende havde beskrevet hele forløbet indtil nu, ville ingen forlag have trykt romanen, fordi det hele var så usandsynlig vanvittigt at ingen ville tro på det. Alene den kendsgerning at de amerikanske efterretningstjenester har slået fast at Rusland påvirkede det amerikanske præsidentvalg, ville forekomme rabiat og udsøgt. Alene 2020 og håndteringen af Coronapandemien er så psykotisk i sin grundvold, at det overgår al fantasi: Det hele er så vanvittigt, at vi ikke kan tro det. Millioner af amerikanere er smittede, mens præsidenten spiller golf og skriver på Twitter.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer