Overgeneral Bülow befandt sig i Fæstningskommandantens bolig. Alt var klart, og klokken nærmede sig 01.00. Man kan næsten høre Bülows ansvarstyngede skuldre, da han siger ”så lad dem i guds navn rykke ud”! To adjudanter sendes ud til de to generalmajorer de Meza og Rye med befaling til fremrykning. Herefter steg Bülow til hest for at ride til Danmarks Bastion og herfra foreløbig af lede og følge slaget.

Slaget var begyndt!

Klokken 01.00-03.30:

Angrebet på stillingerne omkring Nørrebrogade og Egumvejen med Avantgarden og 3. Brigade:

Generalmajor de Meza rykkede nu med Avantgarden ud fra Kongens Port og udfaldsporten ved Dronningens Bastion efterfulgt af Kavaleriet. 1. og 2. Lette-Infanteribataillon udgjorde sammen med 2. Jægerkorps første træfning i Avantgarden og 1. Forstærkningsjægerkorps og 3. Forstærkningsbataillon anden træfning.

Opgaven var at sikre det tomme rum ude i forterrænet mellem de fjendtlige stillinger ved Egumvejen (Store Mortérbatteri med fodfolkskanse 4 samt foranliggende løbegrave) og de østlige batterier, ”Treldeskansen” og løbegrave. Herfra skulle Avantgarden i en omgående bevægelse mod vest angribe de omtalte og bagved opstillede fjendtlige stillinger mod vest.

Det gik imidlertid ikke som planlagt. Den snævre udfaldsport forsinkede troppefremrykningen og mørket og det ukendte terræn gjorde, at flankerne ikke havde kontakt til hinanden.

1. Lette-Infanteribataillon, som var udgået fra Kongens Port rykkede hurtigt frem i løb langs Treldevej og blev nu isoleret i terrænet omtrent mellem Egeskovvej og Treldevej. Herefter blev man i den fremskudte position beskudt i flankerne af de fjendtlige stillinger.

Imidlertid holdt den udsatte bataillon under oberstløjtnant Walther stand, som skulle vise sig at være en vigtig støtte for de andre troppers hårde kampe om forskansningerne mod henholdsvis øst og vest. Generalmajor de Meza blev ligeledes udødeliggjort for sin optræden på slagmarken i disse timer, hvor han forrest til hest opildnede 1. bataljons mandskab til at stå fast.

2. Lette-Infanteribataillon udgik gennem udfaldsporten, og fik tidligt ordre om at søge hurtigt ud i terrænet for at finde og støtte 1. Lette-Infanteribataillon venstre flanke.  På grund af mørket og andre omstændigheder søgte tre kompagnier (200-300 mand) for langt mod vest, hvorved de missede denne flanke. På den måde blev dets højre fløjkompagni separeret fra sin bataljon for at holde fast i 1. Lette-Infanteribataillons venstre flanke.

Efter 2. Lette-Infanteribataillon fulgte 2. Jægerkorps ud af udfaldsporten og blev sendt frem i mørket mod nordvest uden nogen form for samling. Flere kompagnier endte på denne måde for langt mod vest. Trods kraftig modstand og store tab blev løbegravene erobret, og snart var også skanse 4 og Store Mortérbatteri sat ud af spillet. Herfra blev der taget omkring 100 fanger, der blev de første som førtes tilbage til fæstningen, hvilket glædede Fæstningskommandant Lunding særdeles meget.

https://www.eucl.dk/
Annonce

Herfra rykkede kompagnierne videre over kløften nord herfor for at erobre skanse 3. Her stødte de imidlertid på uventet hård modstand og efterfølgende modtog de et samlet modangreb med ca. 2000 fjendtlige tropper. Flere af kompagnierne var uden ledelse, da officererne var blevet dræbt. Det blev nu tildelt korpsets adjudant i mørket at samle de sprængte kompagnier, med Prinsens Port som samlingssted. Den fremtrængende fjende rettede snart sit feltskyts mod de retirerende kompagnier med kardæsk fra otte kanoner.

Hvorom alt er var anden forstærkning nu kommet på plads på slagmarken, hvor 1. Forstærkningsjægerkorps støttede centralt bag 1. Lette-Infanteribataillon. 3. Forstærkningsbataillon søgte ud og støttede 1. Lette-Infanteribataillons opløste venstre flanke, hvor der var skabt en farlig åbning. Oberstløjtnant Gerlach fortsatte herefter med 3. Forstærkningsbataillon i et eksemplarisk modangreb og drev fjenden tilbage.

Omkring samme tid som ovennævnte modangreb var 3. Brigade under generalmajor Schleppegrell rykket ud på slagmarken og frem til de vestlige løbegrave, hvorfra de sprængte kompagnier i første omgang var søgt tilbage under fjendens modangreb. Batteriet Jessen blev opstillet tæt ved det erobrede Store Mortérbatteri og en heftig artillerikamp begyndte.

Da 3. Forstærkningsbataillon havde stor succes med sit angreb, blev fjendens kanoner atter tavse. General Bonin befandt sig nu i området, og havde ved selvsyn set, hvordan de danske soldater trængte frem. Herefter blev der beordret retræte. Nu fortsatte Avantgarden og 3. Brigade sin fremrykning mod nord og herefter i en omgående bevægelse mod vest.

Angrebet mod kyststillingerne med 5. Brigade:

Samtidig med udfaldet fra Kongens Port og udfaldsporten, rykkede generalmajor Olaf Rye uset frem langs stranden med sin 5. brigade for her at erobre kyststillingerne og herefter søge videre frem. Som Avantgarden benyttede Rye 1. Reservejægerkorps, da de kendte området fra udfaldet 30. juni. Major Bonnez fik ordre til at rykke frem og rydde terrænet for fjender mellem vejen til fjendens eksercerplads på fælleden og kysten. Man kendte på dette tidspunkt ikke til Treldeskansen og løbegravene mod vest, som jægernes venstre fløj røg direkte ind i med store tab til følge. Også højre fløj var standset ved de i forvejen kendte løbegrave, som de relativt hurtigt fik erobret.

Rye var ikke selv nået frem, men havde set ilden begge steder, hvorfor han sendte to kompagnier af 9. Bataillon mod Treldeskovene og to kompagnier under major Krabbe mod venstre for at støtte jægerkorpset.

4. Reservebataillon skulle gå venstre om 9. Bataillon.

Gentagne forsøg på at erobre løbegravene op mod Treldeskansen og selve skansen mislykkedes. Her faldt mange officerer, heriblandt major Krabbe og mange menige soldater.

Rye beordrede nu resterne af første træfning frem mod de fjendtlige hjælpetropper, som var på vej frem mod skansen, og lade 6. og 7. Bataillon om at indtage skansen. Dette skete med hjælp fra general Moltkes 4 Brigade i form af 8. Bataillon, som indtog løbegravene. Treldeskansen og løbegravene blev nu indtaget under store tab.

Efter Ryes ordre var man straks rykket frem mod de fjendtlige hjælpetropper (1. Bataillons skyttelinje), og nu kom de før omtalte fremskudte tropper ved kysten fra jægerkorpset og 9. Bataillon til hjælp, da de var søgt langt mod nord i terrænet. De angreb hjælpetropperne ind i flanken og truede med at omgå fjenden, som herefter trak sig tilbage.

Generalmajor Rye orienterede sig nu om placeringen af de Mezas Avantgarde (1. Lette-Infanteribataillon) og søgte herefter frem. Det beskrives, at Rye fik to heste skudt væk under sig, og til fods blev ramt i låret for herefter liggende at blive ramt i underlivet. Klokken var da noget efter 3 om morgenen.

Nu rykkede man også på denne fløj hastigt frem mod fjenden, mod Kristinebjerg, Trelde Næs og Rands Fjord.  

For at denne fortælling ikke skal blive alt for lang, vil det blive konkluderet, at omkring 03.30-04.00 om morgenen var de værste kampe under udfaldet overstået. De danske tropper rykkede nu frem mod Rands Fjord og vestover mod Bredstrup i en omgående bevægelse. De slesvig-holstenske tropper var på flugt.  Schleppegrell kunne med hjælp fra to kompagnier, udsendt af fæstningskommandant Lunding, nedkæmpe skanse 1 og 2 ved Vejlevej, og kort tid efter faldt også de resterende stillinger. Moltkes tropper stødte ligeledes til, og omkring middag den 6. juli var alle overgange over Elbodalen sikret af danske tropper.

Retrospektivt set kostede udfaldsporten, og den generelt svære kommunikation i mørket, mange danske soldaters liv. Det faktum, at man insisterede på at erobre Treldeskansen fremfor at isolere den og rykke videre frem, havde ligeledes kostet mange soldaters liv. Det samlede udfald indeholdt uendelig mange heroiske delindsatser, og disse var med til at sikre sejren for den danske hær. Det kom dog næppe bag på overgeneral Bülow eller nogen anden, at sejren var dyrt købt. Det hører du mere om d. 7. juli.

Leave a Reply