Dyrevelfærden skal være langt bedre for danske høns. Fødevareministeren vil derfor arbejde for en udfasning af buræg i Danmark, og dette arbejde skal ske i tæt dialog med ægproducenterne og branchen i øvrigt.

Buræg er blevet et langt sjældnere syn på hylderne i danske supermarkeder.

Danske forbrugere har vist vejen og stemt med fødderne. De vælger dyrevelfærd og fravælger i stor stil buræggene. Omkring 10 procent af de æg, der blev solgt i Danmark sidste år, kom fra burhøns. I 2010 var det 61 procent, og i dag bruges danske buræg stort set kun i forbindelse med industri og medicinalproduktion.

Fødevareministeren vil nu arbejde for en fuldstændig udfasning af buræg, målet er at æg skal produceres med dyrevelfærd i fokus.

“Dyrevelfærden skal løftes, så hønerne kan støvbade og få basket mere med vingerne, men det skal ske i et tempo, hvor landmændene kan følge med og omstille sig, hvis det er det, de ønsker. Forbrugerne er i den grad gået forrest på den her dagsorden, og den bakker jeg op om som minister. Men det skal ske i dialog med erhvervet,” siger Rasmus Prehn.

Støtter initiativ om forbud
Enhedslisten har d. 7 oktober fremsat et beslutningsforslag om at forbyde buræg i Danmark senest med udgangen af 2022, som 1. behandles i Folketinget d. 26. november.

Regeringen stemmer ikke for, da udfasningsperioden vurderes for kort.

“Regeringen har en stærk ambition om at løfte dyrevelfærden i de danske stalde generelt, og jeg bakker op om, at produktionen af buræg skal forbydes. Men det er vigtigt, at vi får erhvervet med og giver det tid og hjælp til at omstille sig. Derfor prioriterer jeg dialog og fælles løsninger, og det er med det fokus, at jeg nu går videre med arbejdet mod en udfasning,” siger Rasmus Prehn.

Der skal blandt andet afklares en række økonomiske og juridiske forhold førend, at overgangsperiodens længde kan endeligt fastlægges.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer