For nogle år siden indgik Fredericia KFUM, Fredericia fF, Taulov-Skærbæk Idrætsforening og Bredstrup-Pjedsted Idrætsforening et samarbejde i en ungdomsårgang om at samle spillerne under ét. Det fællesskab, som er blevet skabt, fik en hæder, da de modtog “vi bevæger prisen” til Folkeoplysningsrådets forårskur.

Omkring 100 repræsentanter fra spejdere, idrætsforeninger, andre godkendte foreninger og aftenskoler var mødt frem for at blive anerkendt og hyldet for deres arbejde i 2021, og ikke mindst for at se, hvem af de 25 nominerede, der skulle modtage de seks priser, som Folkeoplysningsrådet skulle uddele for femte år i træk.

Forårskuren er en festaften, hvor der bliver sat fokus på det store frivillige foreningsarbejde i Fredericia, og de mange stærke fællesskaber og aktiviteter, som de frivillige skaber. Og der var stor ros og anerkendelse fra både den afgående formand for folkeoplysningsrådet Leif Urhøj, den nye formand Jan Møller Jørgensen samt den nye formand for Kultur- og Idrætsudvalget Peder Tind.

I alt blev der uddelt seks priser, og den ene gik til U14-fodbolddrengenes trænerteam, der modtog prisen i Det Bruunske Pakhus.

– De har fået fire klubbers drengehold til at hygge sig sammen og være ET hold. De arrangerer ekstra træning både i hverdagene og i ferier, samt tager hånd om drengene, så ingen føler sig forbigået mht. hvilken liga de spiller i. Et stort arbejde i forhold til fællesskab og samarbejde på tværs af klubber, oplyste Fredericia Kommune i forbindelse med kåringen

Emil Bundgaard Mortensen er en af trænerne på holdet, og han siger:

– Vi vandt den, fordi vi har samlet fire klubber i samarbejde om at skabe et fælleshold og for at få det bedst mulige samvær på tværs af hele Fredericia, forklarer han.

Fodbold-drengene med prisen, som trænerne modtog. (Foto: AVISEN)

I baggrunden, mens vi taler med Emil, er glæden ikke til at tage fejl af. Omkring 30 glade fodbolddrenge løber rundt på banen på Fredericia ffF’s træningsanlæg, og formålet er simpelt:

– For at fastholde dem i længere tid til at spille fodbold, mange stopper jo ældre de bliver, siger Emil og kommer ind på, hvordan projektet går efter, at det startede for nogle år siden:

– De har det godt og der kommer nye hele tiden, og det fungerer godt på tværs af klubberne på tværs af klubberne.

I dette halvår spilles der i Fredericia fF, og efter sommerferien går turen til KFUM-Parken. Sådan går turen på skift mellem de to klubber, hvor hovedparten af spillerne er tilknyttet. Netop det at de er samlet til ét hold er der en stor grund til, foruden fællesskabet.

– Vi skal have muligheden for at spille 11 mands i stedet for 8 mands, og nu har vi to hold, der spiller på 11 mands. Det ville ikke kunne lade sig gøre ellers. Det ville specielt være et problem i Taulov og BPI, siger Emil.

Efter tiltaget med den nuværende U14-årgang er det også blevet bredt ud til at gælde i flere af årgangene undere dem.

– Der var lidt modstand til projektet i starten, men man kan se, at drengene er glade, og nu forsøger man at brede det ud til flere årgange, fortæller Emil.

Foreningerne blev hyldet

Til Folkeoplysningsrådets forårskur modtog følgende, foruden trænerteamet til U14-fodbolddrengene, en pris:

  • Friluftsprisen: KFUM spejderne Bülow gruppen

Bülow gruppen er rigtig god til at få alle med, uanset alder og eventuelle udfordringer.
Alles hjælp påskønnes, uanset om det er en times hjælp eller man har stået for planlægningen af et stort flerdages arrangement. Børnene lærer en masse af friluftslivets glæder at kende, fællesskabet og samarbejde fremfor “mig, mig mig”. De får en masse personlige sejrer, i et trygt miljø, fx at kunne sove ude, uden at have forældre med.
Under Corona ned lukningen, blev der sendt aldersvarende spejderopgave ud til alle spejderne, som de kunne lave derhjemme. Det var med til at fastholde det gode fællesskab.  

  • Årets Vi gør det sammen: Fredericia Svømmeklub – en del af EGIF

Bestyrelserne for EGIF-svømning og DeltaSwim, har gennem praktisk samarbejde, formået at skabe visioner for et samlet svømmetilbud i Fredericia Kommune. Dette har i 2021 udmøntet sig i, at de to klubber er fusioneret og blevet til en klub: Fredericia Svømmeklub, en del af EGIF.

Fusionen er sket gnidningsfrit med fokus på medlemmerne. Gennem godt fodarbejde er “dem og os” helt naturligt/ubemærket blevet til “vi” for både bestyrelse, trænere, frivillige, forældre og ikke mindst alle svømmerne i deres hverdag. Bestyrelsen har bl.a. fokuseret på tryghed og udvikling. I svømmeskolen bruges meget energi på at ensrette tilbuddet om undervisning til børn, unge og voksne – med fokus på kvalitet og fastholdelse af medlemmerne.

Med andre ord så er der er skabt grobund for nytænkning og udvikling indenfor de fysiske og økonomiske rammer, som den nye og samlede klub har – hvor alle står sammen og løfter i flok uanset tidligere tilhørsforhold. Det er et unikt og positivt miljø, som møder klubbens idrætsudøvere i alle aldre.

  • Aftenskolernes pris: Lasse Kondrup og Michael Hougaard fra Grow Your Life

    Lasse og Michael har lavet et naturhold for udviklingshæmmede i Fredericia, som en del af Grow Your Life projektet. De har formået at give mange deltagere en dejlig glæde og viden om naturen, som er svær at få. På holdet har Lasse og Michael opbygget en god relation og tryghed omkring deltagerne og de formår at rumme alle borgere, trods deres forskellige udfordringer. Vi syndes de har gjort det godt. Håber de modtager aftenskolernes pris. 
  • De selvorganiseredes pris: Fodslaw Fredericia

    Fodslaw Fredericia indstilles til prisen, fordi de har gjort rigtig meget for fortælle alle i kommunen, at hos Fodslaw skal ingen føle sig ensomme.

De går ture flere gange i ugen forskellige steder. Man møder op hvis man har overskud og lyst. De lave sociale ting med hygge og snak, og de har gjort rigtig meget for alle medlemmer i corona tiden. De prøver at få fat i alle der føler sig ensomme på mange forskellige plan, for i Fodslaw er alle velkommen. Da Patrick, som går rundt i hele Danmark for ensomheden, gik i Fredericia var Fodslaw også med at til at gå med ham.

  • Den Skæve Vinkel: Jørgen Gormsen fra Event og Kulturforeningen Bøgeskov

    Jørgen Gormsen har et handicap eSport hold for børn / unge. Jørgen sidder selv i kørestol og mangler et ben. De unge kan spejle sig i Jørgen og se det godt kan lade sig gøre at være med i eSport selv om man sidder i kørestol og har lidt udfordringer i livet. Med nogle justeringer så har de fundet nogle gode ideer til hvordan det hele kan gå lidt nemmere.

    Jørgen holder utrolig meget af at hjælpe dem og spiller med dem i Event og Kulturforeningen i Bøgeskov Hallen.