Forside Børn FOA: Normering bør være ren børnetid

FOA: Normering bør være ren børnetid

DEL
Savannen
Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Skal vi sikre hænder nok til børnene i landets vuggestuer og børnehaver, skal vi have en grundnormering, der alene baserer sig på den tid, hvor voksne og børn rent faktisk er sammen, pointerer sektorformand.

Højst tre vuggestuebørn eller seks børnehavebørn per voksen. Sådan lyder FOAs krav til en grundnormering for pædagogisk personale i landets dagtilbud. Og det tal skal vel at mærke regnes i ren børnetid – altså tid, som de voksne rent faktisk er sammen med børnene. Den centrale pointe vil formand for pædagogisk sektor i FOA Mogens Bech Madsen tage med til de drøftelser om normeringer, som børneminister Mai Mercado har indbudt til. 

“Ministeren skal have ros for at tage alvorligt, at den oplevede virkelighed ude i institutionerne, ikke stemmer overens med de officielle opgørelser for normeringer. De giver nemlig ikke et retvisende billede af den reelle normering i den enkelte institution,” siger formand for pædagogisk sektor Mogens Bech Madsen. 

For det første tager tallene ikke højde for, at en ansats arbejdsuge er på 37 timer, mens den gennemsnitlige åbningstid er på 51 timer. Heller ikke den tid, der går til inklusion, forældresamtaler, sygefravær, papirarbejde – f.eks. at skrive underretninger – eller personalets sammensætning i faggrupper og organisering af arbejdet, tages der højde for. 

“Men det er nødvendigt at indregne, hvis vi skal sikre børnene den omsorg og trivsel, som dagtilbudsloven foreskriver. Ellers får vi et forvrænget billede af virkeligheden, hvilket forældrenes tydelige protester vidner om,” siger Mogens Bech Madsen og henviser til lørdagens planlagte, landsdækkende forældredemonstrationer for flere hænder. 

At inklusionen reelt udgør et problem i forhold til normeringen, dokumenterer en ny undersøgelse af Daginstitutionernes Hverdag 2019, som Bureau 2000 har udarbejdet for FOA. Her svarer næsten hver anden daginstitutionsleder, at personalenormeringen er utilstrækkelig i forhold til inklusionsopgaven, som tager tid fra den resterende børnegruppe. 

Undersøgelsen viser også, at institutionerne allerede i dag har svært ved nå at holde forældresamtaler. I dag går hvert tredje barn i dagtilbud, hvor der ikke er faste forældresamtaler en eller flere gange årligt. 

“Grundnormeringen på en til tre i vuggestuen og en til seks i børnehaven skal gælde i hele åbningstiden for normale børnegrupper. Dertil skal vi have de rette ressourcer til at løfte opgaven med inklusion, så hverken børn med de særlige behov eller gruppen som helhed har for få voksne omkring sig,” siger Mogens Bech Madsen. 

Han efterspørger samtidig et opgør med budgetlovens snærende bånd. 

“For der er kommuner, der har økonomi til at øge normeringen, men som ikke kan på grund af udgiftsloftet. Derfor nytter det ikke, at ministeren alene peger på kommunerne som de ansvarlige,” siger sektorformanden. 

bit.ly/LethiFredericia
Skal du opleve legenden i Fredericia? Så klik her
DEL