Med de nye ruter vil Norwegian i alt flyve direkte til 61 destinationer fra Københavns Lufthavn i løbet af sommersæsonen. Derudover øger Norwegian antallet af afgange på en række eksisterende ruter som et led i den fulde udrulning af sommertrafikprogrammet. Samlet øges kapaciteten med cirka 450.000 sæder i Københavns Lufthavn i sommersæsonen 2023.

– Vi er glade for at kunne præsentere 10 nye ruter med Norwegian fra Københavns Lufthavn næste sommer. Den sommersæson, vi netop har lagt bag os, har vist, at rejselysten i de nordiske lande er ganske høj, og vi forventer, at den udvikling fortsætter i 2023. Med flere ruter og afgange er vi nu godt forberedt på at møde den forventede stigning i efterspørgslen på flybilletter med Norwegian. Jeg vil gerne takke vores kunder for de rigtigt mange forslag, vi har fået om nye, spændende destinationer, og det er med glæde, at vi i dag kan imødekomme mange af de ønsker. Vi glæder os til at byde vores kunder velkommen ombord på vej til nye, spændende oplevelser i hele Europa, siger Magnus Maursund, koncerndirektør for Network, Pricing & Optimisation i Norwegian.

Før pandemien fløj Norwegian både til Madrid og Tenerife, og begge spanske destinationer gør nu comeback i sommerhalvårets trafikprogram. Tenerife, som Norwegian indtil nu har fløjet til i løbet af vintersæsonen, bliver en helårsrute for første gang siden 2019. De nye ruter fra Københavns Lufthavn går til Bologna, Palermo og Napoli i Italien, Bordeaux i Frankrig, Madrid og Tenerife i Spanien, Manchester i Storbritannien, Porto i Portugal, Pula i Kroatien og Vilnius i Litauen.

Bologna er en af de 10 nye spændende destinationer, som Norwegian tilbyder fra CPH i sommerhalvåret 2023. Kreditering: Norwegian

Øger antallet af afgange

Norwegian øger samtidig antallet af afgange til de mest populære destinationer i Europa. Til Malaga tilbyder selskabet fx op mod tre daglige afgange i løbet af sommersæsonen, Prag øges fra fem ugentlige afgange til ni ugentlige og Tel Aviv går fra to til tre ugentlige afgange. Der lægges også flere afgange til Paris, Dublin, Rom, Riga, Pisa, Edinburgh samt en stribe andre destinationer.

De nye ruter og frekvensøgninger lanceres efter, at Norwegian tidligere har offentliggjort planer om at basere yderligere to fly på selskabets base i Københavns Lufthavn, så man kommer op på 13 basefly. Selskabet forventer at have i alt cirka 85 fly i drift i sommersæsonen 2023. Samtidig er Norwegian i gang med at rekruttere cirka 120 nye ansatte til den københavnske base samt yderligere knap 600 til selskabets øvrige baser.

De nye ruter fra Københavns Lufthavn (CPH)

Sommerprogrammet løber fra april til oktober med en midsommerperiode fra 22. juni til 6. august. Midsommerfrekvenserne er angivet i parentes ved forskel til det øvrige program. De nye ruter flyves som følger:

  • Bologna (BLQ): 2 ugentlige afgange
  • Bordeaux (BOD): (2) ugentlige afgange
  • Madrid (MAD): 2 ugentlige afgange
  • Manchester (MAN): 3 (2) ugentlige afgange
  • Napoli (NAP): 2 ugentlige afgange
  • Porto (OPO): 2 ugentlige afgange
  • Palermo (PMO): (2) ugentlige afgange
  • Pula (PUY): 2 ugentlige afgange
  • Tenerife (TFS): 1 ugentlig afgang
  • Vilnius (VNO): 3 ugentlige afgange

Nye ruter fra Norge

Norwegian lancerer også i dag 11 nye ruter i sommerhalvåret fra Norge og øger antallet af afgange til en række destinationer. De nye ruter fra Norge er:

  • Fra Oslo Lufthavn Gardermoen til Tenerife, Sofia, Bukarest, Alanya Gazipasa, Porto, Thessaloníki, Bari, Skopje, Milano Bergamo og Bologna.
  • Fra Bergen Lufthavn Flesland til Milano Bergamo.