Efteråret er den sæson, hvor der sker flest bilulykker. Hos QuickPot i Fredericia vil man forebygge de mange efterårsulykker og tilbyder derfor gratis lygte- og dækkontrol hele september måned.

Efteråret er over os, og det ustadige vejr samt mørkere dage giver flere trafikuheld. Ifølge tal fra Danmarks statistik sker der flest bilulykker i efterårsmånederne, og knap 27 procent af ulykkerne skete sidste år i september, oktober og november. I 2017 fandt 25 bilulykker sted i Fredericia Kommune.

Ifølge Jesper Altenburg, der er værkstedschef hos QuickPot i Fredericia, er der en god forklaring på, at efteråret giver flere ulykker.

— Vejret gør det sværere at orientere sig ordentligt. Derfor er det også så meget desto vigtigere, at man får tjekket, at lygter, bremser og lignende virker ordentligt. Det er afgørende for sikkerheden. Jeg oplever faktisk, at mange ikke er opmærksomme på det, inden de begiver sig ud i mørket, siger han.

Tager sagen i egen hånd

Jesper Altenburg har derfor valgt at tage sagen i egen hånd. Som en del af de tilbud, kæden kører i forbindelse med deres 25-års jubilæum, tilbyder QuickPot Fredericia gratis tjek af lygter, batteri og dæk hele september måned.

— Forhåbentligt kan det få folk til lige at gøre den ekstra indsats for at få en sikker bil. Og kan vi forebygge bare et enkelt uheld, er det det hele værd, mener værkstedschefen.

QuickPot i Fredericia, der ligger på Vejlevej 20, tilbyder desuden rabatter på blandt andet bremseservice og udskiftning af pærer – alt sammen for at optimere bilens sikkerhed i det våde efterårsvejr. Fredericianerne kan booke tider til gratis lygte-, batteri- og dækkontrol online.