Publikumsmæssigt har VM i kvindehåndbold i Kolding været en succes trods en indledende skepsis om manglende tilskueropbakning. Og der er stadig mulighed for at komme ind og opleve den magiske håndboldstemning i Sydbank Arena.

”Interessen for turneringen som helhed har været helt i top, og i Kolding har vi oplevet en klart stigende tendens,” siger Per Bertelsen, der udover at være formand for Dansk Håndbold Forbund også er chef for mesterskabernes organisationskomité.

”Vi har stadig omkring 100 billetter til de to sidste indledende spillerunde torsdag og fredag og til 1/8 finalerne mandag og tirsdag er der omkring henholdsvis 400 og 700 ledige pladser. Endelig er der cirka 300 billetter tilbage til kvartfinalerne næste torsdag. Så man kan stadig nå at komme ind og opleve den fine stemning her i Kolding. En atmosfære, der i den grad har været en VM-slutrunde værdig”, siger Per Bertelsen.