Forside Erhverv Flere vil være håndværkere i Syddanmark – og flere kommer i praktik

Flere vil være håndværkere i Syddanmark – og flere kommer i praktik

DEL
Fredericia
(Arkivfoto)

En stigning i antallet af uddannelsesaftaler på næsten 30 procent i forhold til året før er gode nyheder, mener formand for Dansk Byggeri Sydjylland Michael Mathiesen

Den seneste opgørelse, som dækker perioden januar-oktober, viser, at der er indgået 345 flere uddannelsesaftaler i 2017 i forhold til samme periode 2016. Antallet af uddannelsesaftaler var 1.165 i 2016. Det tal er steget til 1.510 i 2017. Det er en stigning på 29,5 procent.

– Jeg er rigtig glad for, at mange gerne vil være tømrere, murere og bygningsmalere. Det er især disse fag, der har fået mange flere lærlinge, og dem bliver der brug for i fremtiden, siger Michael Mathiesen og fortsætter:

– Samtidig ser vi et lille fald i antallet af lærlinge i skolepraktik på 8,5 procent. Det må gerne falde yderligere i den kommende tid. Vi gør sammen med virksomhederne og skolerne en stor indsats for at skaffe praktikpladser til de nye lærlinge, og jeg ser positivt på fremtiden inden for bygge- og anlægsbranchen.

Også fremgang på landsplan

Opgørelsen fra Undervisningsministeriet viser, at antallet af uddannelsesaftaler inden for bygge- og anlæg i perioden januar-oktober 2017 er 6.896. Det er 877 flere aftaler end samme periode året før, og det svarer til en stigning på 14,6 procent.

Denne udvikling skal ses i relation til den generelle negative udvikling blandt erhvervsuddannelser, der viser et fald på 1.936 uddannelsesaftaler. Dermed går erhvervsuddannelserne samlet set tilbage på trods af den fine fremgang inden for bygge- og anlæg.

I perioden er antallet af lærlinge i skolepraktik inden for bygge- og anlægsbranchen på landsplan faldet med 214 elever. I 2016 var der 1.369, i 2017 var det faldet til 1.175. Et fald på 15,4 procent.

DEL