Gennem flere år har Plant et Træ og Fredericia Kommune haft et samarbejde, der muliggør crowfunding af træer til placering på offentlige pladser. Det er en aftale man nu er klar til at formalisere – og det glæder formand for Miljø- og Teknikudvalget, Christian Bro.

Følgende fremgår af teksten i Budgetforliget 2021-24: ”Plant et Træ – Forligspartierne er enige om at arbejde for, at Fredericia Kommune indgår i en samarbejdsaftale med Plant Et Træ. Plant Et Træ har gennem årene været en værdifuld partner i skovrejsningsprojekter. Fremadrettet vil en aftale kunne bidrage til både fortsat skovrejsning, plantning af bytræer, træer ved kommunens forskellige institutioner og ikke mindst udskiftning af syge træer på voldkronen.”

Teknik & Miljø har talt med Plant et træ – og de er meget indstillet på at indgå et formaliseret samarbejde ala en crowdfundingsaftale med Fredericia Kommune. Plant et Træ vil gerne donere træer til skovrejsning og bytræer mm. og samarbejdsformen kan aftales nærmere. I Århus kommune har man indgået en konceptaftale om at man kan donere penge til bytræer.

Aktuelt har Plant et Træ doneret penge til rejsningen af Sommerfugleskoven ved Ydre Ringvej – og doneret 30.000 kr til træer på volden; samt tilkendegivet et lign. beløb til træer ved cykelstien på Skærbækvej. Der er således uformel fokus på at samarbejde i de forskellige anlægsmæssige kontekster.

Teknik & Miljø har været i dialog med Business Fredericia v/Kristian B. Dreyer som er positiv overfor et frivilligt partnerskabskoncept, hvor virksomheder kan plante donerede træer efter nærmere aftale.

– Det er et socialdemokratisk budgetønske, som vi nu skal prøve at lave et formaliseret samarbejde med. Vi har haft et samarbejde med Plant et Træ i mange år. Nogle af de første skove de rejste var i midt 80’erne, blandt andet Randdal Skov og Nyskov. De har også orkestreret en landsindsamling, hvor Landdal Greenparks har doneret os en skov, forklarer formand for Teknik- og Miljøudvalget, Christian Bro.

– Indtil videre har de ”bare” doneret træer til os. De laver crowdfunding og får støtte fra forskellige virksomheder, der kan bruge det i deres markedsføring. Med et formelt samarbejde, alt efter hvordan den bliver strikket sammen, kunne man måske godt finde særlige steder i Fredericia hvor vi gerne vil have et træ – og så søge specifikt til den. Det giver også muligheden for at tale med virksomhederne, som kan få noget markedsføring ud af det, fortæller Bro.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer