I Ungdommens Hus i Fredericia er der i denne uge Pop-Pilot. I alt 19 piger i alderen 13-16, fem instruktører og tre “storesøstre” fra hele landet er på musiklejr. Da vi ankommer denne morgen, sover mange endnu, men heldigvis er nogle af pigerne ved at indtage lækkerierne fra morgenmadsbuffeten.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Der er både nybegyndere, øvede og piger, der aldrig har spillet musik før på årets kamp, hvor det eneste krav er glæden ved musik. Pigerne bor sammen i en uge, og bliver undervist af fem kvindelige udøvende musikere og komponister – disse instruktører er med til at inspirere pigerne og hjælpe dem, når de skal lære at spille på nye instrumenter, lave bands og skrive deres egne sange.

På hver lejr er der desuden tilknyttet ‘Storesøstre’ der hygger og står for de mere praktiske opgaver.

”Vi var længe oppe i går, flere sov sent,” fortæller en af instruktørerne, da jeg tager plads i sofaen. Klokken er slået 8.51 og deltagerne kommer dumpende ind med morgenhår og gabende kæber.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Et suverænt koncept, når der mangler kvindelige musikere

Årets deltagere kommer fra hele Danmark. Der er piger fra Næstved, Aalborg, Aabenraa, Hedensted og mange andre byer.

Emma Bach Andersen fra Aabenraa drømmer om at leve af sin musik. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Vi taler med den 15-årige Emma Bach Andersen, der er kommet fra Aabenraa. For hende er det anden gang, at hun deltager i Pop-Pilot i Ungdommens Hus.

”Jeg var med sidste år. Det er rigtig hyggeligt, fedt og lærerigt. Det er et suverænt koncept, når vi nu mangler flere kvindelige musikere”, siger Emma.

Emma Bach Andersen elsker musik, hun spiller guitar, klaver, ukulele og synger.

”Det er fedt at spille mange instrumenter. Det er fedt at synge. Musik er bare en fed måde at udtrykke sig på. Det er dejligt at komme ud med følelserne. Det er dejligt at påvirke andre og få andre til at føle noget ved musikken,” siger Emma med passion og drømme i øjnene.

”Det kunne være fedt, hvis musik blev min levevej. Jeg ved, at det kræver meget. Jeg vil gerne skrive mine egne sange. Det kan campen også hjælpe mig med. Musikken ligger i mit blod, da min far også er musiker. Mine forældre støtter op om min musik, og min far er glad for, at jeg er inspireret af musikken.”

Hvad er det bedste ved campen?

”Det bedste ved campen er, at vi møder en masse søde mennesker og får nye venner. Jeg er allerede kommet tæt på mit band – vi er delt i fire bands. I går skrev vi en sang på én dag, og vi indspillede den også. Det kan kun lade sig gøre, fordi alle kommer med inputs. Inspiration og ideer flyder stærkt, når man har momentet”, fortæller Emma.

Karoline Holm Kristensen er til POP-Pilot for første gange – og det kan hun godt lide. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

14-årige Karoline Holm Kristensen er kommet fra Hedensted. Det er første gang, at hun er til POP-Pilot i Fredericia.

”Det er meget sjovt og hyggeligt. Vi lærer en masse nye ting. Vi ankom lørdag, og siden har vi hygget os og været sammen. Jeg spiller i et lille spejderorkester derhjemme om mandagen, får eneundervisning om onsdagen og spiller også i et større orkester, så jeg kan godt lide musik. Jeg tror dog ikke, at jeg vil være musiker. Jeg vil nok helst arbejde med børn”, siger Karoline og fortsætter:

”Det er sjovt at spille musik. Det er sjovt at lære nye mennesker at kende. Jeg har fået nye venner, så det kan godt tænkes, at jeg kommer igen næste år, selvom jeg godt nok er på efterskole der, men så er det jo godt, at campen er placeret i efterårsferien.”

Når deltagerne er færdige med at spise morgen skal de i dag synge kor kl.10.00, øve i deres bands fra 11-13, hvorefter der venter en frokost. Så er det bandtid igen, senere går de en tur i byen og hygger sig. Når de kommer retur, øver de videre i deres bands, inden den står på aftensmad og samvær.

Lidt flere er stået op nu.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Fredag aften klokken 18.00 afsluttes Pop-Pilot med en koncert i Ungdommens Hus.