Lige nu knokler de frivillige rundt om i Syddanmarks Røde Kors-afdelinger med at forberede julehjælpen til de familier, der har svært ved klare julen uden en håndsrækning.

Røde Kors i Fredericia forventer at flere familier får svært ved at klare julen uden en ekstraordinær håndsrækning. Lokalafdelingen forbereder at dele julehjælp ud til 120 familier mod 110 sidste år.

Bo Lundgreen er ansvarlig for Røde Kors’ julehjælp i Fredericia, og han er glad for igen i år at kunne hjælpe de børnefamilier, der trænger mest op til jul. Julehjælpen er med til at forhindre, at børnene føler sig uden for i julemåneden, hvor snakken om adventsgaver, pebernødder og julefejring fylder meget i skolen.

Stort behov for julehjælp i hele landet

Gennem de seneste år er behovet for julehjælp fra Røde Kors steget støt. Sidste år gav Røde Kors julehjælp til 10.000 familier over hele landet, og i år forventer Røde Kors på landsplan at hjælpe mindst 11.000 familier. 2300 af dem er i Syddanmark.

I samarbejde med kommunen udvælger Røde Kors de familier, der har behov for at modtage julehjælp. I dagene op til jul får familierne en kurv fyldt med varer eller et gavekort til COOPs butikker på 800 kr., så de selv kan købe de varer, de har brug for op til jul.

Julehjælp som døråbner til mere hjælp

For de udsatte familier er juletiden ofte fyldt med dilemmaer, eksklusion og afsavn. For Røde Kors er julehjælpen en mulighed for at tilbyde længerevarende støtte til familier, der har det svært. På den måde bliver julehjælpen en gave, der varer hele året, forklarer talsperson for Røde Kors julehjælp Troels Østergaard:

Med julehjælpen – og de mange kontakter der følger med – har vi en unik mulighed for at få udbredt budskabet om vores andre former for længerevarende støtte, som vi ved gør en forskel – også efter juleaften.

Røde Kors’ familienetværk tilbyder familier hjælp og støtte til fx at danne netværk og finde vej i det offentlige system, og Røde Kors inviterer børnene på ferielejre, hjælper dem med lektierne og giver tilskud til, at de kan få en god og aktiv fritid på lige fod med andre børn.

Julehjælp i samarbejde med Coop

Kvickly, SuperBrugsen, Dagli- og LokalBrugsen er med til at sikre en god jul til endnu flere familier i år. I alle tre Coop-kæder kan kunderne give et bidrag til indsamlingen, når de køber ind, ved at købe støttekuponer på enten 50 eller 100 kroner ved kassen.