Andelen af ældre på 65 år eller derover, der bliver vaccineret mod influenza, er steget på Fyn og øerne. Det er positivt, lyder det fra Sundhedsstyrel-sen, der dog anbefaler endnu flere i risikogrupperne at få vaccinationen. Det er nemlig den bedste måde at undgå alvorlige sygdomsforløb.

Flere og flere ældre på Fyn og øerne sætter kurs mod de lokale vaccinationssteder, når influenzasæsonen sætter ind. På tre år er andelen af personer på 65 år eller derover, som lader sig vaccinere på Fyn og øerne gået fra 46 procent i sæsonen 2015/2016 til 52 procent i 2018/2019, viser tal fra Statens Serum Institut.

Fra i dag er det muligt for alle ældre på 65 år og derover samt personer med kroniske sygdomme, svær overvægt og gravide i 2. eller 3. trimester at få en gratis influenzavaccination, og Sundhedsstyrelsen anbefaler disse grupper at få vaccinationen.

“For de fleste er influenza forholdsvis fredelig, men hvis man tilhører en af de grupper, vi anbefaler bliver vaccineret, er det fordi man er i særlig risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb, som for nogle endda kan være livstruende,” siger Miriam Colstrup Sommer, læge i Sundhedsstyrelsen og fortsætter:

“Derfor er det jo rigtigt godt at se, at flere ældre på Fyn og øerne får vaccinationen, og at vi generelt ser en stigning i vaccinationstilslutningen landet over, men vi skal arbejde på at stadig flere tager imod tilbuddet,” siger hun.

Kommer influenzaen i forkøbet
For 73-årige Kirsten Holst fra Ørbæk har influenzavaccinationen en fast plads i kalenderen hvert år – og det har den haft de sidste 15 år. Første gang, Kirsten fik vaccinen, var efter nogle vintre, hvor hun havde været en del syg og en ven foreslog, at hun fik vaccinen for en sikkerheds skyld.

“Flere år efter var jeg slet ikke syg om vinteren, og hvis jeg fik influenza, var det i hvert fald mildere. Derefter har jeg fået den hver vinter, fordi jeg tænker det er en god måde at komme influenzaen i forkøbet”, fortæller Kirsten Holst.

Alvorlige influenzaforløb ses oftest i risikogrupperne
Næsten alle, der sidste år blev indlagt med alvorlige influenzaforløb, tilhørte en af risikogrupperne, og heraf var omkring 7 ud af 10 ikke vaccineret. Ifølge Sundhedsstyrelsen kan det skyldes, at mange føler sig sunde og raske og derfor ikke tænker, at vaccinationen er nødvendig for dem.

“Vaccination er den bedste forebyggelse, vi har mod influenza. Man kan godt få influenza, selvom man er blevet vaccineret, men for langt de fleste vil influenzavaccination i så fald føre til et mindre alvorligt forløb end, hvis man ikke er blevet vaccineret. Og særligt for personer i risikogrupperne er det en god idé at få vaccinationen. Ikke alle tænker på, at man har større risiko for at blive syg med influenza, hvis man er i en risikogruppe, men det kan altså, som tallene viser, i sidste ende få alvorlige konsekvenser,” siger Miriam Colstrup Sommer.

http://bit.ly/lolalecture
0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer