Det er ikke mange der holder fast i den samme arbejdsplads i fire årtier, men Flemming Juel Jensen er en af de få. I de seneste 40 år har han mødt på arbejde på Erritsø Bytorv hos SuperBrugsen. Der er sket meget på 40 år, men Flemmings humør er stadig det samme.

“Jeg startede 1. Maj 1980, lige op til påske. Jeg begyndte mandag, det var påske om torsdagen, så jeg startede med ferie”, lyder det med et grin fra Flemming.

“Jeg er udlært i Etterup Brugsforening, den ligger i Grønmose på den gamle hovedvej mellem Middelfart og Odense. Så var jeg ved militæret et par år. Da jeg var færdig kom jeg så til Brugsen i Søndersø. Der var jeg i tre år, hvor jeg blev ringet op af Christian Christensen, der sagde han havde hørt, at jeg gerne ville herover. Jeg kiggede over til et møde – og da jeg gik herfra fik jeg at vide, at jeg kunne begynde til d. 1”, forklarer han.

“Jeg skulle jo kun være her en to-tre år, men vi havde et fantastisk sammenhold os der var der dengang. Der er rigtig mange af dem der var der dengang der nåede at holde 25 års jubilæum, en enkelt også 40 år. Dengang kom man hinanden meget mere ved end man gør i dag. Det var mere fast personale dengang, når klokken bliver tre-halv fire er det nærmest en banegård. Vi mødtes også på kryds og tværs førhen. Vi kunne altid mødes lørdag eftermiddag, søndag og sådan. Vi var altid til morgenkaffe ved runde fødselsdage, men det er vi ikke mere”, fortæller Flemming og fortsætter:

“Men det kan vi ikke mere, for der er altid nogen der skal arbejde. Det er sket et fuldstændigt skifte. Vi har ikke nær det sammenhold man havde førhen. Der er nogen der har det endnu, men ikke så meget som man havde før. Nu er jeg også blevet ældre, men det er blevet sværere at arrangere sådan noget”.

“Jeg kan stadig godt lide mit arbejde. Jeg elsker at gå og være sammen med folk. Nu var jeg syg for fire år siden, hvor jeg blev opereret for kræft. Jeg kunne ikke holde ud at gå hjemme, så selvom jeg fik kemo var jeg på arbejde. Så var jeg også træt når jeg koma hjem, men bare det at komme ud. Som de sagde på sygehuset, at de der går på arbejdet har ikke de samme bivirkninger. Dem havde jeg heller ikke. Jeg kunne sagtens drikke kaffe og spise kage selvom jeg fik kemo. Men efter sådan en tur er jeg aldrig kommet op på det jeg kunne før”, forklarer Flemming om hans sygdomsforløb.

Jeg snakker med utrolig mange kunder. Jeg kan sagtens snakke med dem, men det er ikke sikker jeg ved hvad de hedder. Men jeg elsker at snakke med dem

“Det hjælper at man har et godt forhold til sine kollegaer, at man kan finde på at fyre pis af. Det gør da livet lidt sjovere, end at det hele bliver for surt. Der kan godt komme nogle gode bemærkninger og sure opstød, men sådan er det. Jeg er ikke den der holder min kæft”, siger Flemming med et grin.

En rejse gennem forskellige jobs indenfor samme butik

“Jeg startede i varemodtagelsen, så gik jeg frem til souschef og var det i temmelig mange år. Men efterhånden blev det mange timer man brugte – og med hus, have og håndboldklubben GV Ejby, hvor jeg brugte mange timer også. Men så synes jeg efterhånden, at nu havde jeg gjort min pligt”, fortæller han og fortsætter:

“50-60 timer om ugen ville jeg ikke længere arbejde. Så rykkede jeg på vareture til private og institutioner. Det er mig der står for dem alle sammen. Det kan jeg gå og passe mit eget tempo. Så må jeg løbe lidt stærkere, hvis jeg skal nå det. Ellers afløser jeg i pålægsafdelingen, hvis jeg lige har lidt ekstra tid på hånden”.

“Der hvor jeg er udlært var vi ikke andet end tre, så der havde man hele butikken. Men idag har man mere sin egen afdeling, for butikken er for stor til at man kan sætte sig ind i alting. Selvfølgelig ved jeg meget, selvom mange kunder egentlig tror at jeg ved det hele. Førhen havde jeg nok vidst det meste, men nu må jeg slå det op eller snakke med dem fra afdelingen, hvis der er noget jeg ikke lige har styr på”, forklarer han.

“Stadigvæk går man og tager noget andet, hvis ikke man har noget at lave. Jeg har ikke brug for at blive sat i gang. Det er det man som idag mangler ved de unge mennesker der kommer. Man er brugt når man kommer hjem, for man skal hele tiden være over dem. Lidt curlingforældre, der ikke er vant til at hjælpe. Men der er også rigtig mange gode imellem. Men det kræver mere tid og arbejde end dem vi havde førhen”, siger Flemming.

Hvad med fremtiden?

“Jeg tager ikke fyrre år mere. Jeg kan i realiteten godt gå på efterløn hvis jeg ville. Jeg synes det er for tidligt nu – og man bliver også modregnet for alt mellem himmel og jord. Så jeg tager tre år til, til jeg er 67, hvis jeg kan holde til det”, svarer Flemming med et grin.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer