Den årlige flagdag har et reduceret program pga. Covid-19, men traditionen tro lagde Fredericia Kommune og Føringsstøtteregimentet kranse ved monumentet for de faldne på Ryes Kaserne.

Der var et meget begrænset opbud på Ryes Kaserne. Veterankoordinator Liv Wintherberg og Borgmester Jacob Bjerregaard var der som repræsentanter fra Fredericia Kommune, og oberst Henrik Graven Nielsen var til stede for at lægge kransen på vegne af Føringsstøtteregimentet. 

Oberst Henrik Graven Nielsen bød velkommen, og forklarede om det reducerede program på Ryes Kaserne, der bestod i at lægge to kranse og en repræsentant fra Slesvigske Musikkorps, der spillede “Den sidste honnør”. 

Oberst Henrik Graven Nielsen da han lagde kransen. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Efter seancen talte vi med Jacob Bjerregaard, der synes, at det er vigtigt at markere dagen, selvom det sker i en reduceret udgave.

“Det er anderledes i år, men det er vigtigt at holde fast i traditionen, selvom vi ikke må samles så mange og gøre som vi plejer,” siger Bjerregaard og kommer ind på, hvad militæret betyder for ham:

“Jeg er meget bevidst om Fredericias historie som garnisonsby. Derfor er det også en stor ære at være med til at markere flagdagen. Det er noget, der er meget i min bevidsthed, og jeg ved, at det er noget fredericianerne går meget op i også.”

Jacob Bjerregaard, Liv Winterberg og oberst Henrik Graven Nielsen før kransene skulle lægges. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Hvordan er det at høre de udsendtes historier?

“Der er mange forskellige typer af historier. Nogen har haft det godt og fredligt, mens andre har haft deres problemer at slås med. Det gode er, at vi anerkender dem alle og tager hensyn til dem alle,” siger Jacob Bjerregaard.

I Fredericia er det første gang, at oberst Henrik Graven Nielsen er med til at markere flagdagen, da han tiltrådte som oberst i starten af 2020, men markeringen blev ikke som den plejer.

“Jeg er glad for, at vi har muligheden for at markere flagdagen i en reduceret form. Det er vigtigt at takke soldaterne, dem der er udsendt og dem, der er kommet hjem. I den forbindelse vil jeg også gerne rette en tak til de pårørende,” siger Henrik Graven Nielsen og kommer ind på, hvordan starten som oberst og chef for Føringsstøtteregimentet har været for ham:

“Jeg er blevet godt modtaget i byen, og føler mig godt tilpas. Der har selvfølgelig været lidt ting med corona, men jeg er kommet godt på plads her,” slutter han.

I forbindelse med flagdagen er de 31 senest udsendte veteraner og deres familier inviteret til et mindre arrangement på Fredericia Teater, hvor de spiser og har nogle hyggelige timer sammen. Ydermere har alle veteranerne fået en skriftlig hilsen i et brev fra Jacob Bjerregaard og oberst Henrik Graven Nielsen.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer