For fjerde gang er det blevet tid til det direkte borgerdemokrati ”Brændkjær Bestemmer” projekt.

Det er nu fjerde gang at borgerne i Brændkjær skoledistrikt skal til valg, for at tilkendegive deres støtte til et projekt, der skal have økonomisk tilskud fra Kolding Kommune. Som de tre første gange, er der 75.000 kroner til rådighed i en pulje.

– 5774 personer i bydelen er stemmeberettigede, det er 3273 husstande der har mulighed for at søge fra puljen. Hvis der sidder nogle borgere derude med en god idé, så er det bare med at komme i omdrejninger. Fristen for indsendelse af forslag er den 22. oktober, og allerede den 24. stemmer vi om hvem der skal have penge til deres projekter, siger Kim Hansen, udviklingschef i Kolding kommune.

I denne fjerde runde er der i lighed med sidst, penge til flere forskellige projekter. Puljen er delt op således, at man maksimalt kan modtage 15.000 kroner pr. projekt. Formålet med hele projektet er at øge trivslen, og fremme frivilligheden, i bydelen Brændkjær.

– Borgerne skal bare komme med deres projekter og ideer, og så også være med til at stemme på den idé, de syntes er bedst og som fortjener at vinde. Det er hele tanken bag projektet Brændkjær Bestemmer, det er et nærdemokrati hvor borgerne selv bestemmer over en sum penge, der er stillet til rådighed af kommunen, fortæller Kim Hansen.

Det er lørdag d. 24. oktober klokken 9.30 på Brændkjærskolen at stemmerne skal afgives, og alle de lokale borgere er velkomne – der er også arrangeret pasning af de mindste borgere.

Carsten Borch har desuden produceret en god lille video om både bydelen og projektet – den er lige her: https://youtu.be/Ut6Cpsw1YIk

Der er mere om selve projektet på:

https://www.kolding.dk/nyheder-aktuelt/aktuelt/braendkjaer-bestemmer-4-runde-efterar-2015