Forside Danmark Fire historiske valg til Folketinget – og et på vej?

Fire historiske valg til Folketinget – og et på vej?

DEL
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia Avisen.

Viden om valg: Insights tager dig med tilbage til fire historiske valg, der hver især har sat aftryk i det politiske univers. Og giver et bud på, hvad der måske kommer til at gøre dette års folketingsvalg historisk.

Af Sanne Opstrup Wedel

En valgaften er ofte modsætningernes aften: Når valget er ringet af, og de tilforordnede har optalt stemmerne, og det bliver klart, om valgprognoserne holder eller ej, har nogle noget at fejre, og andre slet ikke.

I 1973 blev Folketinget splittet i atomer, men alligevel formåede politikerne at samarbejde. I 1990 vandt Socialdemokratiet stort, men fik alligevel ikke fat i regeringsmagten. I 2001 forlod man årtiers samarbejde hen over den politiske midte og fik en borgerlig regering uden støtte fra midterpartierne. Og i 2015 nåede værdipolitikken en foreløbig kulmination, da vælgerne i stor stil vandrede til Dansk Folkeparti.

Valget i 2019 kan vise sig at blive lige så historisk. Flere aspekter tyder på det.

Men først går vi nogle skridt tilbage i tiden.

Mogens Glistrup (th) kom i Folketinget ved valget i 1973 med sit nye parti Fremskridtspartiet sammen med blandt andre Erhard Jacobsen og hans centrumdemokrater. Foto: Erik Holmberg, RITZAU SCANPIX

1973 – Jordskredsvalget

Ved folketingsvalget i 1973 var Mogens Glistrup umiddelbart den store vinder. Det nystiftede Fremskridtspartiet stormede ind i den lovgivende forsamling med 28 mandater og blev dermed landets næststørste parti. Antallet af partier blev fordoblet, efter at 10 af 11 opstillede partier rent faktisk kom i Folketinget. Og CD, der ligeledes var et nyt parti stiftet af Erhard Jacobsen, fik også et godt valg med 14 mandater. Men for de fire gamle partier – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre – samt SF blev valget en regulær afklapsning, der blandt andet betød, at Socialdemokratiet mistede en tredjedel af sine mandater, mens Det Konservative Folkeparti blev halveret.

Den håndgranat, som de mange nye partier i Folketinget og den massive vælgervandring smed ind i det politiske system, så man dengang som det største skred i dansk politisk historie, og det almindelige danske udtryk for valget blev derfor hurtigt ”Jordskredsvalget”.

”Valget var interessant ved, at Glistrup gjorde sig bemærket med sin stærke kritik af skattesystemet, sin trækprocent på 0 og sit provokerende sprog, men allerede længe inden var der noget i gære,” fortæller Jørgen Elklit, professor i statskundskab ved Aarhus BSS.

“Det, 1973-valget i virkeligheden viste, var, at vi har et stærkt demokrati”

Jørgen Elklit – professor, Institut for Statskundskab, Aarhus BSS

Han forklarer om forandringen i klassestrukturen i det traditionelle Danmark, som betød, at det for sent gik op for de gamle partier, at de repræsenterede noget, der ikke længere eksisterede. Og at de kunne have fået færten af det, da der allerede i 1965 var den såkaldte Kunstfond-debat. Her anførte lagerforvalter Peter Rindal fra Kolding en folkelig protestbevægelse, der havde sit tyngdepunkt blandt arbejderbevægelsens menige medlemmer og viste en kulturkløft mellem folkelig kultur og hovedstadskultur, mellem de dårligt uddannede og de veluddannede. Nogle år senere protesterede vælgerne endnu engang, da forslaget om at sænke valgretsalderen til 18 år blev forkastet, og samtidig havde der været store ændringer ved de foregående folketingsvalg, hvor for eksempel valgdeltagelsen steg til det højeste niveau siden 1920.

”Så selv om man dengang stemplede valget som et jordskred, overså man, at det var udtryk for mere grundlæggende bevægelser, som havde ligget latent længe. Og med nutidens øjne har 1973-valget næppe sat sig spor – udover at forøge antallet af partier kraftigt og cementere en ny todimensionalitet blandt vælgerne, hvor fordelingspolitik blev suppleret med værdipolitik. Det sidste satte sig dog efterfølgende ikke markante spor i Folketingets arbejde,” konkluderer Jørgen Elklit.

Han har til gengæld et andet bud på, hvad der gør valget vigtigt historisk set:

”Med dobbelt så mange partier, hvoraf mange af dem var temmelig mærkelige ift. de gamle partier og SF ved enten at være kristelige, liguster-fascister eller vilde socialister, tænkte de fleste: hvordan skal det nu gå?”.

Men i årene der kom, fandt man ud af, at det gik alligevel, hvilket blev slået fast i Palle Svenssons doktordisputats fra 1996 ”Demokratiets krise? En debat- og systemanalyse af dansk politik i 1970’erne”, der manede kriseforestillingerne i jorden og beskrev, hvordan man fik det til at gå, selv om nogle politikere var ret vanskelige at danse med.

”Det, 1973-valget i virkeligheden viste, var, at vi har et stærkt demokrati. Det kunne håndtere, at partisystemet blev sprængt i stumper og stykker og viste, at en inderkreds af fornuftige politikere fandt løsninger mellem hhv. den ene og den anden fløj. Det vigtige var altså ikke, hvad vi som vælgere gjorde, men den betydning valget fik for måden, som partierne arbejdede sammen på og blev mere fleksible. Der startede en udvikling, hvor det samlede politiske system viste sig i stand til at tage udfordringerne op og leve med dem, uden at de udløste en parlamentarisk krise,” siger Jørgen Elklit.

En sejrsikker formand for Socialdemokratiet, Svend Auken, ankom til Christiansborg på valgnatten i 1990 hånd i hånd med sin datter. Senere viste det sig, at den store valgsejr ikke kunne veksles til regeringsdannelse, hvilket halvandet år senere udløste formandsopgøret i Socialdemokratiet, hvor Auken tabte til Poul Nyrup Rasmussen. Foto: Palle Hedemann, RITZAU SCANPIX

1990 – Da Auken vandt valget og tabte magten

Udfordringerne fortsatte op igennem 1980’erne, som var præget af stor pragmatisme. Blandt andet accepterede den konservative Poul Schlüter at blive siddende som statsminister, selv om hans udenrigs- og sikkerhedspolitik blev stemt ned. Han og resten af regeringen blev reddet af Det Radikale Venstre, som ikke ville være med til at vælte regeringen via et mistillidsvotum.

Ved valget i 1990 gik Socialdemokratiet frem under Svend Aukens ledelse, mens Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre gik tilbage. Men på trods af dette – og på trods af at der længe havde været alternative flertal uden om den K-ledede regering, og der var et ønske om, at nu skulle det skifte – så ville Det Radikale Venstre ikke være med til, at Auken skulle være statsminister, så Schlüter fortsatte frem til Tamilsagen i 1993, som blev afslutningen på hans regeringsperiode.

“1990-valget er det sidste valg i en lang række, hvor der er markant afstand mellem det, vi nu kalder rød og blå blok”

Jørgen Elklit, professor, Institut for Statskundskab, Aarhus BSS

Aukens fiasko i forhold til at veksle den store vælgerfremgang til regeringsmagt og ministertaburetter lagde grunden til formandsopgøret, som kom to år senere, hvor Auken i 1992 blev væltet som formand for Socialdemokratiet, og vi fik Nyrup og dermed samarbejdet ind over midten igennem 1990’erne.

”Endnu mere væsentligt er det dog, at 1990-valget er det sidste valg i en lang række, hvor der er markant afstand mellem det, vi nu kalder rød og blå blok. Herefter fulgte en overgangsfase i de to valg i midten af 1990’erne. Og så kommer 2001-valget, hvor blokkene går fra hinanden, blå blok frem og Anders Fogh Rasmussen bliver statsminister. I den forstand er 1990-valget det sidste valg i det gamle forløb,” siger Jørgen Elklit.

2001 – Udlændingepolitik og velfærd

Med Foghs sejr i 2001 skete der et brud med det traditionelle mønster, hvor Radikale Venstre var tungen på vægtskålen, til at der nu var en borgerlig regering uden om partiet, som betød, at samarbejdet hen over midten forsvandt.

”En væsentlig forklaring på den markante ændring i forhold til flertalsdannelse var udlændingespørgsmålet, som for første gang spillede en større rolle,” fortæller Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus BSS.

“Venstre lykkedes med sin strategi om at lukke hullet på velfærden”

Rune Stubager, professor, Institut for Statskundskab, Aarhus BSS

Udlændingespørgsmålet handlede dengang ikke helt så meget om islam som i dag, men om hvor mange fremmede der kom, og hvordan de, der kom til landet, opførte sig. Hidtil var vælgerne ikke kommet nogle vegne med deres bekymringer over antallet af udlændinge over for politikerne: Nyrup sagde, at Dansk Folkeparti ikke var stuerene, og hverken De Radikale eller Uffe Ellemann-Jensen var på strammer-vognen. Men det var til gengæld Anders Fogh Rasmussen.

”Den strammere udlændingepolitik, som Venstre tilbød, var en medvirkende faktor til, at Socialdemokratiet ved valget tabte traditionelle kernevælgere til i første omgang Venstre og lidt til Dansk Folkeparti,” siger Rune Stubager.

Den anden væsentlige faktor, som udover udlændingespørgsmålet dominerede 2001-valget, var velfærd.

Ved valget i 1998 havde Poul Nyrup Rasmussen givet løfte om ikke at ændre på efterlønnen. En garanti, som få måneder senere blev droppet, da regeringen sammen med den borgerlige opposition reformerede hele efterlønssystemet. Venstres rolle i det var behændigt glemt tre år senere, hvor partiet lagde kursen betragteligt om og sagde, at der ikke skulle spares på velfærdssystemet, men at det kunne gøres bedre.

Et af de steder, hvor der var hul igennem, var på sundhedsområdet, hvor Venstre gik til valg på at nedbringe ventelister og forbedre kræftbehandlingen. Traditionelt har Socialdemokratiet i vælgernes øjne altid været foran på sundhed, men i 2001 var der et meget klart gab mellem de borgerlige og Socialdemokratiet – i blå boks favør.

”Venstre lykkedes med sin strategi om at lukke hullet på velfærden, så partiet kunne betrygge vælgerne om, at det ikke ville lave en social massegrav, som det var anklagen i 1980’erne. Det var en væsentlig faktor, der flyttede vælgerne, som ikke længere mente, de kunne stole på Socialdemokratiet. Og når Venstre sagde, at de ikke ville skære yderligere ned, og samtidig ville føre en skarp linje på udlændingepolitikken, hvor den siddende regering ikke ville være med, ja så kunne vælgerne lige så godt tage dem. Det gav et helt andet parlamentarisk billede, hvor vi fik VKO-alliancen, der holdt i 10 år,” siger Rune Stubager og understreger, at 2001-valget er første gang, at den anden dimension, værdipolitikken, slår igennem som andet end protest, mens partiernes samarbejdsmønstre stadig primært kan indfanges på én dimension, der grundlæggende er baseret på deres positioner på fordelingspolitikken.

”Dansk Folkepartis Søren Krarup har betegnet regeringsskiftet i 2001 som et systemskifte. Selv om det nok er at tage munden for fuld, så er der ingen tvivl om, at valget satte varige spor: vi fik et borgerligt flertal uden om Radikale Venstre, og den borgerlige fløj ændrede udlændingepolitikken fra begyndelsen. Politikken på området er siden blevet strammet løbende, og det har fået Socialdemokratiet til at flytte sin position på området, og holder de fast, ja så er det en varig ændring,” siger han.

2015 – Værdipolitikkens gennembrud

Socialdemokratiets erkendelse synes for alvor at have slået igennem ved 2015-valget, som på centrale punkter var en videreførelse af de tendenser, vi så i 2001 omkring blandt andet udlændingepolitikken.

”Måske var det i virkeligheden der, at Socialdemokratiet nåede til konklusionen, at partiet ikke kunne vinde, hvis ikke det havde en mere højreorienteret udlændingepolitisk profil,” konstaterer Rune Stubager.

Dansk Folkeparti gik i hvert fald frem og blev det næststørste parti på dels udlændingespørgsmålet, dels på en mere generaliseret udkantsdiskussion, der også havde aspekter af værdipolitik.

“Vælgernes partiskift var ikke et nyt fænomen som i 1973, men et udtryk for en generelt stigende tendens siden valget i 1990”

Rune Stubager, professor, Institut for Statskundskab, Aarhus BSS

”Valget er den foreløbige kulmination på værdipolitikkens gennembrud i den forstand, at det var, hvad det massive ryk af vælgere fra V til DF indikerede. Samtidig havde DF en mere klar fordelingspolitisk profil, hvor de for eksempel meget tidligt i regeringsperioden var indstillet på at ændre på dagpengereglerne, selv om Thulesen Dahl tidligere selv havde foreslået og stemt for dagpengeforringelserne. Nogle sammenligner valget med Jordskredsvalget i 1973 på grund af vælgervandringerne, de gamle partiers tilbagegang og de nye partiers succes. Forskellen var dog, at vælgervandringerne i 2015 først og fremmest foregik inden for blokkene, og vælgernes partiskift var heller ikke et nyt fænomen som i 1973, men et udtryk for en generelt stigende tendens siden valget i 1990,” forklarer Rune Stubager.

Vigtigst er det, at valget viste potentialet i nogle af de værdipolitiske spørgsmål med den stærke vækst for Dansk Folkeparti, der indvarslede det skifte i det parlamentariske magtforhold, som vi måske kommer til at se i år; nemlig det blokoverskridende samarbejde mellem DF og S, hvor det ser ud til, at to dimensions-problematikken nu også er nået til partisamarbejdet.

2019 – et nyt historisk valg?

Set fra et mere langsigtet perspektiv, er det mest bemærkelsesværdige ifølge Rune Stubager nemlig, hvordan vi er gået fra en endimensionel struktur, hvor konkurrencen om vælgernes gunst foregik omkring fordelingspolitiske spørgsmål, til at der også kæmpes om værdipolitik. Samtidig med, at der ikke nødvendigvis altid er et match – vælgerne kan godt være højreorienterede på den ene dimension og ikke på den anden.

”De to dimensioner har vi set hos vælgerne de seneste i hvert fald 30 år, mens partiernes samarbejde i perioden er foregået på én dimension. Det nye er nu, at med nogle af de ting, der er i kakkelovnen, tyder det på, at den todimensionelle struktur også slår igennem hos partierne efter dette valg, så man ikke længere kan regne med, at blokkene holder sammen ift. at danne regering” siger Rune Stubager, der forestiller sig, at 2019-valget således kan blive endnu mere skelsættende end 2015.

“En ting er at blive enige om, hvem der skal være statsminister, noget andet er at blive enige om politikken”

Rune Stubager, professor, Institut for Statskundskab, Aarhus BSS

For det samarbejde, der var i den såkaldte røde blok, findes tilsyneladende ikke på den ene af de to centrale dimensioner, nemlig i forhold til udlændingespørgsmålet, hvilket har den konsekvens, at Alternativet siger, at partiet ikke vil støtte Mette Frederiksen som statsminister. Omvendt har man i blå blok et parti i Nye Borgerlige, der er så optaget af udlændingepolitikken, at det ultimativt afgør, om partiet vil lægge stemmer til en borgerlig regering. Hos de borgerlige har man en større udfordring på fordelingspolitikken, blandt andet fordi DF ligger så langt fra de andre i diskussionen om pensionsalder og også har været med til at lukke for topskattelettelser, som ellers har været et markant krav fra LA.

”Der er med andre ord lagt op til ballade, uanset hvem der vinder, fordi den todimensionelle struktur nu også slår igennem i partiernes adfærd, hvis man skal tage deres udmeldinger for pålydende. Måske bliver de enige, når valget er overstået, men hvis ikke er der en risiko for, at vi kan komme tilbage til en parlamentarisk situation, der kan minde mere om 70’erne og 80’erne. For en ting er at blive enige om, hvem der skal være statsminister, noget andet er at blive enige om politikken,” siger Rune Stubager og tilføjer: 

”Det dystre perspektiv er selvfølgelig, at man kunne få en fastlåst parlamentarisk situation lige som i USA, men på den anden side; når nu vælgerne længe har gået op i begge dimensioner og ladet det influere på deres adfærd, så er det måske meget naturligt, at det også trænger op til det allerøverste niveau, så partierne også skal jonglere med to dimensioner. Under alle omstændigheder har vi vænnet os til to blokke, som nu måske står for fald, og det siger noget om, hvor stor betydning de værdipolitiske spørgsmål har for, hvordan landet regeres, og hvilken politik der bliver gennemført.”

Hvad kan Dansk Folkeparti, som Sverigedemokraterna ikke kan?

Selv om mange europæiske nationalistpartier aldrig er kommet ind i varmen i deres respektive hjemlande, og Poul Nyrup Rasmussen i sin efterhånden berømte kritik af Dansk Folkeparti erklærede, at partiet aldrig ville blive stuerent, så er partiet blevet vigtigt for flertalsdannelsen i Danmark. Så vigtigt at Dansk Folkeparti dag er en accepteret del af det politiske billede og i høj grad bestemmer, hvem der skal være statsminister.

”I løbet af få årtier er noget, der oprindeligt begyndte som en udløber af det populistiske protestparti Fremskridtspartiet, blevet integreret i det parlamentariske system på så solid en måde, at de andre partier har tilpasset sig deres synspunkter på udlændingeområdet og flyttet sig så langt, at der kan være et samarbejde,” siger professor Jørgen Elklit.

”Det står i skarp modsætning til Sverige, hvor man sidder i skyttegrave og bekriger hinanden. Her opfattes Sverigedemokraterna som bestående af fascister og halv-nazister, selv om der kun er, tror jeg, ganske få af dem, man med rimelighed kan kalde sådan,” konstaterer han.

Men hvorfor er det lykkes Dansk Folkeparti at blive betragtet som en ligeværdig partner og få direkte indflydelse gennem samarbejde med andre demokratiske partier, mens det for for eksempel Sverigedemokraterna i vores naboland er helt umuligt?

”Der tror jeg, at vi som en del af forklaringen skal tilbage til det mønster, der blev grundlagt i 70’erne og 80’erne, hvor de danske partier har set et behov for og været i stand i højere grad at finde løsninger, end de svenske partier har været indtil nu. Måske fordi den politiske retorik i Sverige er lidt stivere, og folk har mere håndfaste meninger om for eksempel, hvordan man behandler kvinder. Dvs. en mentalitetsforskel som viser sig i den retorik, man har både politisk og på andre spørgsmål, samtidig med at DF har indset, at partiet også skulle være lidt mere samarbejdsvilligt, eftersom der ikke bare skal to til tango, men også til samarbejde i politik,” siger Jørgen Elklit og tilføjer, at over en million mennesker stemte på Sverigedemokraterna ved seneste valg

”Og de er jo da så langt fra fascister og nazister alle sammen. Måske er de blot bekymrede over udviklingen og hellere vil stemme på Åkesson (Jimmi Åkesson, formand for Sverigedemokraterna, red.) frem for de gamle partier, som tilsyneladende ikke bryder sig om, hvad almindelige mennesker tænker og har af problemer,” siger han.

Skriftlige kilder:

  • 30 år efter jordskredsvalget, Politica, 35. årgang, nr. 4 (2003)
  • Danske Vælgere 1971-2015, 3. udgave, april 2016, ISBN 978-87-7335-204-5 (www.valgprojektet.dk)
DEL