I Fredericia har Trelde Næs, Hyby Strand, Østerstrand og Skærbæk Strandpark fået det blå flag. I alt er er uddelt 169 blå flag til strande og 15 blå flag til havne.

Friluftsrådet har netop offentliggjort listen over danske strande og havne, der i 2022 kan hejse enten det Blå Flag eller Badepunkt-flaget. I år vil det Blå Flag blafre over 184 strande og havne rundt om i landet, mens 53 badesteder lever op til kriterierne for at blive et Badepunkt.

– En god strand eller havn betyder meget for mange danskere. Derfor glæder det mig, at vi igen i år har kunnet give så mange strande og havne det kvalitetsstempel, som mærkningsordningerne Blå Flag og Badepunkt er, siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.

– Miljø og natur er mere og mere på dagsordenen både på politisk niveau og hos den enkelte dansker. Det taler Blå Flag meget ind i, fordi et af de vigtige kriterier for at få det Blå Flag er, at der på stranden eller havnen afholdes forskellige aktiviteteter, som gør gæsterne klogere på natur og miljø, fortsætter Winni Grosbøll.

Find vej til særlige natur-, kultur- og friluftsoplevelser

Badepunkt er en nordisk mærkningsordning for strande og badesøer, hvis særlige trækplaster er, at man her kan finde natur-, kultur eller friluftsoplevelser specielt for det område. Ordningen startede som et pilotprojekt i 2018, og er på bare fire år vokset fra 7 til 53 strande og badesøer.

– Det glæder mig, at så mange kommuner har taget Badepunkt til sig, fordi de gerne vil kunne tilbyde sine gæster badeoplevelser af den slags, mange også efterspørger: strande eller badesøer, hvor man kan få fine natur- eller friluftsoplevelser, men hvor der naturligvis ligesom på Blå Flag-strandene også er rent badevand og badesikkerhed. Det er mit håb, at vi i de kommende år vil se langt flere Badepunkt-flag rundt om i landet, siger Winni Grosbøll.

Nye Badepunkt-strande i år er Helnæs Fiskerhuse og Aborg Strand i Assens Kommune.

I Danmark er det Friluftsrådet, der som en uafhængig part driver mærkningsordningen, herunder i løbet af sæsonen kontrollerer, at strande og havne med Blå Flag og Badepunkt lever op til kriterierne i ordningen.

De blå flag hejses på havnene typisk først i maj. Flagene på strande og badesøer hejses typisk først i juni.

Se her listen over de blå flag.